- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Så besværlige kan flyrejser blive post-corona

Oplevelsen for passagerer i lufthavne og fly vil blive noget anderledes - og besværlig, når flytrafikken begynder at vende tilbage, forudser brancheeksperter.

Forestil dig en flyrejse, hvor du skal møde op i lufthavnen fire timer før afgang for at have tid til et obligatorisk sundhedstjek, og tid til at både du og din bagage kan blive desinficeret.

En flyrejse, hvor du skal bære maske og handsker, mens kabinebesætningen er klædt i beskyttelsesdragter. Du må ikke medbringe håndbagage, men skal til gengæld selv medbringe mad og drikke, for der er ingen servering ombord – og i øvrigt heller ingen underholdningssystemer eller magasiner.

Sådan kan flyrejser ifølge en række brancheeksperter i den nærmeste fremtid komme til at foregå som følge af de sundhedsmæssige risici som coronaviruspandemien har medført.

Over 70 nye forholdsregler og procedurer
En af brancheeksperterne er luftfartsanalysefirmaet SimpliFlying, som i en ny rapport peger på over 70 forholdsregler og procedurer, som kan blive ændret eller indført i forhold til passagererne i lufthavne og fly i takt med, at flyselskaber verden over genoptager deres passagerflyvninger.

Ifølge SimpliFlying vil passagererne måske allerede opleve ændringer, når de bestiller flyrejsen online. Her vil det måske være muligt at betale ekstra for at have et eller flere tomme sæder ved siden af sit eget eller at tegne en forsikring mod, at man bliver afvist ved boarding.

I lufthavnen kan der blive indført en række nye procedurer med obligatorisk sundhedstjek, ligesom alt bagage skal desinficeres med spray eller UV-stråler. Det vil kræve mere tid – og ventetid – og derfor skal passagererne møde op i lufthavnen op til fire timer før afgang.

Håndfrie løsninger i lufthavnen
I lufthavnene vil man også se en øget brug af selvbetjeningsløsninger – en udvikling, som allerede er godt i gang i mange lufthavne. Fremover vil processer som selvbetjent check-in, sikkerhedstjek og boarding dog så vidt muligt blive gennemført, uden at passagererne har fysisk kontakt med nogen punkter i lufthavnen – altså ved hjælp af håndfrie løsninger – på grund af smitterisikoen.

Generaldirektøren for den internationale lufthavnsorganisation ACI World, Angela Gittens, sagde for nyligt under en briefing til lufthavnsbranchen, at “løsninger til virkelig autonom, håndfrie selvbetjeningsmuligheder for passagerer gennem hele rejsen” sandsynligvis bliver ”det nye normale”.

Mere plads og plexiglas
Hele lufthavnen – og de processer, som passagererne skal igennem – vil være indrettet således, at passagererne kan holde god afstand til hinanden og lufthavnspersonalet. Der vil være mere plads der, hvor der dannes køer, og der vil være opsat plexiglasbarrierer mange steder.

”Der vil være nye protokoller til check-in, der involverer digital teknologi; håndrensningsstationer på hyppige steder, herunder hvor bagage opbevares; kontaktfri betaling i stedet for kontanter; brug af trapper oftere end elevatorer der, hvor to meter-reglen kan være svær at opretholde,” skriver World Travel and Tourism Council i en ny rapport, som refereres af Forbes.

Når passagererne når frem til deres gate vil de måske have adgang til håndfrie automater, hvor de kan købe mad og drikke til at tage med på flyet, for der vil ikke være servering ombord. Boardingprocessen kan eksempelvis foregå ved hjælp af ansigtsgenkendelse eller andre biometriske løsninger. Jetbroen ud til flyet vil måske fungere som en desinfektionstunnel med spray eller UV-stråler.

Værnemidler og håndsprit i kabinen
Selve flyrejsen vil også være meget anderledes. Det kan blive obligatorisk for passagererne at bære ansigtsmasker (som det allerede er tilfældet hos nogle flyselskaber) og handsker, og kabinebesætningen vil være iklædt værnemidler, når de komme igennem kabinen – ikke for at uddele mad, men for at uddele håndsprit.

En række sæder eller sæderækker vil være blokeret for at opretholde afstand mellem passagerer eller for at beskytte besætningen. Der vil måske være rengøringspersonale med ombord til at rengøre og desinficere toiletterne med jævne mellemrum.

Når passagererne er fremme ved destinationen, vil der eventuelt være krav om desinfektion af bagagen igen, mens passagererne skal fremvise beviser for, at de er sunde og raske. Inden der kommer nye passagerer ombord på flyet til returflyvningen, skal flyet rengøres grundigt og måske steriliseres med UV-stråler eller anden teknologi, hvilket vil medføre en længere turn-around-tid.

Det store spørgsmål er, hvordan passagererne vil tage imod alle disse mulige ændringer, og i hvor høj grad kunderne vil fravælge flyrejser i den kommende tid af frygt for at blive smittet med coronavirus på rejsen.

 

Relaterede artikler:

IATA: Ansigtsmasker i stedet for frit midtersæde

SAS tøver med maskepåbud

Flyene er på vej tilbage i luften