Så er der gang i de tyske julemarkeder

I denne uge blev der taget hul på de tyske julemarkeder. I de historiske bykerner i bl.a. Hamborg, Flensburg, Lübeck, Kiel og Rostock kan man netop nu fornemme duften af honningkager, glaserede æbler, kanel, brændte mandler og dampende varm Glühwein.

Det er sæson for de populære tyskejulemarkeder. Skulle man have mulighed for at rive et par dage ud af en travl kalender i den kommende julemåned, ligger der hyggelige oplevelser lige syd for den dansk-tyske grænse.

Hamborg

Hamburg er et sandt eldorado for de indkøbslystne med mange overdækkede shoppingarkader i den indre by, eksklusive specialforretninger og stormagasiner, og hele byen er smukt julepyntet. Forretningerne bugner af varer, og som supplement lokker byen fra 22. november til 31. december med tolv stemningsfulde julemarkeder, hvoraf de syv befinder sig i den indre by.

Det historiske julemarked på Rådhuspladsen lokker med en række nostalgiske attraktioner og de helt specielle temagader, f. eks. en legetøjsgade, en delikatessegade og en slikgade. Og hver dag kl. 16, 18 og 20 bør man vende blikket mod himmelen, for så kommer julemanden svævende i sin kane lige hen over hovederne på de benovede tilskuere, lover Tysk Turist Information..

Mere frækt går det til på Santa Pauli-julemarkedet (25.11.-23.12.) på Spielbudenplatz midt i Hamborgs berømte forlystelseskvarter. På Tysklands eneste erotiske julemarked kan man bl.a. opleve live-musik og varieté, og i erotik-teltet er der udover Glühwein og stripshow også inspiration at hente til mere pikante julegaver. Men husk, at der kun er adgang for voksne over 18 år.

Flensborg

Den længste og smukkeste shoppinggade i Slesvig-Holsten findes i Flensborg lige syd for grænsen, og ikke mindst i juletiden byder den på oplevelser for alle sanser.

Den gamle bykerne i Flensborg med skønne historiske husfacader og romantiske kaptajns- og købmandsgårde er den perfekte ramme om julemarkedet, der i år finder sted fra 22. november til 23. december.

Centrum på julemarkedet er den store julepyramide på Südermarkt, omkranset af de omkring 60 boder med kunsthåndværk, juleknas og julepynt fra Tyskland og Danmark, den berømte Flensborg punch, Glühwein, kakao og varme pølser.

Lübeck

Hvert år fra slutningen af november ifører Lübecks historiske gamle bykerne sig sit fineste julepuds: i tusindvis af glitrende lys tændes i shoppinggaderne og på de mange grantræer i den indre by, og samtidig slår de populære julemarkeder portene op.

Med det over 750 år gamle rådhus som stemningsfuld kulisse tilbyder over 400 handlende og kunsthåndværkere deres varer på Markt og i gågaden Breite Strasse. Her er et bredt udvalg af julepynt, julegodter, kulinariske specialiteter og kunsthåndværk. Julemarkedet starter den 22. november og varer helt til 30. december (dog lukket fra kl. 14.00 juleaftensdag og hele dagen 25./26. december).

Kiel

Fra 22. november til 23. december går hygge og maritim stemning op i en højere enhed på julemarkedet i Kiel, byen ved havnen og fjorden. Julemarkedet afholdes i gågaden Holstenstrasse og på Alter Markt, og traditionen tro frister også Kiels venskabsbyer Tallinn, Gdynia og Kaliningrad med kunsthåndværk og kulinariske lækkerier. Et af julemarkedets store tilløbsstykker er den 700 kvadratmeter store skøjtebane på Rådhuspladsen. Fra pariserhjulet samme sted er der en fantastisk udsigt ud over den julesmykkede by og fjorden.

Rostock

Fra 25. november til 22. december lægger Neuer Markt i Rostock kulisser til et af de største og hyggeligste julemarkeder i Nordtyskland. De fine gamle patricierhuse, de takkede gavle og de imponerende kirker er de perfekte kulisser for julemarkedet.

Julemarkedet byder på masser af forlystelser for børn og et væld af boder med alt fra billedskærerarbejder fra Erzgebirge og glaskunst fra Thüringen til friskrøget fisk, pølser, honningkager, julebag og brændte mandler.

Foto: Fra 22. november til 31. december kan man opleve det historiske julemarked på Rådhuspladsen i Hamborg.