Sådan bliver SQ’s Premium Economy

Singapore Airlines løfter sløret for udseendet af selskabets nye Premium Economy-sæder og har sat datoer på introduktionen på de ruter, som får det nye produkt.

Mens Singapore Airlines ofte er lysår foran mange europæiske flyselskaber når det kommer til smil og service, så halter selskabet bagefter når det handler om at kunne tilbyde det populære Premium Economy-produkt.

Selskaber som SAS og Air France har haft det i adskillige år og sidste år fulgte blandt andre Lufthansa efter. Nu er Singapore Airlines dog på vej ud af starthullerne og løftede fornylig sløret for, hvordan sæderne på den nye Premium Economy-klasse kommer til at se ud.

Sæderne på selskabets Boeing 777-300ER fly bliver 18,5 tommer brede, mens der på Airbus A380’erne bliver 19,5 tommer. Samme bredde får Premium Economy-sæderne ombord på de første 20 af selskabets nye Airbus A350-fly, som Singapore Airlines får leveret fra starten af næste år.

Benpladsen foran de nye sæder bliver 38 tommer – det samme som SAS tilbyder på SAS Plus på de af selskabets langdistancefly, som har fået nye kabiner. Det er således en kraftig forbedring i forhold til de 32 tommer på Economy Class i dag.

Lige i ansigtet
Hvert sæde har en stor justerbar hovedstøtte og kan lægges otte tommer tilbage. Men selv om personen foran en presser sædet helt tilbage, så er der ikke den samme ”lige i ansigtet”-fornemmelse, som på selskabets Economy Class, fastslår Australian Business Traveller, der har besigtiget de nye sæder i Singapore.

Foran hver passager er der en 13,3 tommer stor trykfølsom skærm. Det er 1,3 tomme mere end i den nye SAS Plus-kabine. Der er desuden mulighed for at styre løjerne ved hjælp af et trykfølsomt håndholdt apparat. Sæderne vil være opstillet i en 2-4-2 opstilling ombord på 19 Boeing 777-300ER og 19 Airbus A380-fly med henholdsvis 28 og 36 sæder i alt ombord på de to flytyper.

I forbindelse med indførelsen af den nye serviceklasse på sine Boeing 777-300ER fly halverer Singapore Airlines antallet af første klasses-kabiner fra otte til fire. Til gengæld installeres seks ekstra business class-sæder.

Premiere i august
Den nye serviceklasse vil have premiere ombord på et Airbus A380-fly på SQ221/222 mellem Singapore og Sydney den 9. august i år og tre dage efter på et Boeing 777-300ER fly på SQ231/232 på samme rute.

Her er det fulde program for udrulningen af Premium Economy i 2015 (med forbehold for ændringer):

Sydney fra 9. august 9 (Airbus A380) og 12. august (Boeing 777-300ER)
Hong Kong og London Heathrow fra den 28. august (Airbus A380)
Hong Kong fra den 31. august (Boeing 777-300ER)
London Heathrow fra 2. september (Boeing 777-300ER)
Beijing og Shanghai fra den 18. september (Airbus A380)
Frankfurt fra den 24. september (Boeing 777-300ER)
Paris fra den 28. september (Airbus A380)
Delhi fra den 13. oktober (Airbus A380)
Mumbai fra den 21. oktober (Airbus A380)
Auckland fra den 25. oktober (Airbus A380)
Tokyo / Los Angeles fra den 1. december (Airbus A380)
München / Manchester fra den 20 oktober (Boeing 777-300ER)
Frankfurt / New York fra den 14. december (Airbus A380)
Zürich fra den 27. december (Airbus A380)
Dubai fra den 5. Jan 2016 (Boeing 777-300ER)
Seoul / San Francisco fra den 6. januar 2016 (Boeing 777-300ER)