- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS begynder at nærme sig 2019-niveauet

Før COVID-19 ramte, fløj årligt op imod 30 millioner passagerer med SAS. Nu har SAS på fire dage i år ramt niveauet fra november 2019, og dermed er der håb om flere rejsende end de 25,2 millioner i 2023/24-regnskabsåret.

Siden SAS blev afnoteret fra de skandinaviske fondsbørser i august 2024, har det været umuligt løbende at følge såvel den økonomiske udvikling som passagerudviklingen i det skandinaviske flyselskab, der således ikke længere er forpligtet til regelmæssigt at opdatere markedet.

Alligevel er der netop kommet et hint om, hvordan udviklingen ligger på passagersiden, selvom det ikke siger noget om indtjeningen.

SAS oplyser nemlig i en pressemeddelelse, at der indtil videre på fire separate dage i kalenderåret 2025 har været over 100.000 passagerer, hvilket er den højeste daglige volumen siden november 2019.

“Denne milepæl er mere end tal – den viser, at passagerer værdsætter pålidelighed, service og vores engagement i at lede transformationen af ​​vores branche for at reducere dens klimapåvirkning,” siger Erik Westman, Chief Revenue Officer hos SAS. “Vi er stolte af at være en del af vores passagerers rejser, og mens vi går ind i en travl sommersæson, fortsætter vi med at investere i luftfartens fremtid – med moderne fly, smartere drift og et klart fokus på bæredygtighed og effektivitet.”

Fra 29,8 til 25,2 millioner passagerer på fem år
I november måned for snart seks år siden fløj SAS med op imod 2,4 millioner passagerer, og i det forskudte regnskabsår 2018/19 var der tæt på 29.8 millioner rejsende.

Den seneste passagerudvikling med fire dage over 100.000 passagerer viser, at SAS i 2024/25 uden tvivl kommer til at øge passagertallet i forhold til 2023/24, der sluttede den 31. oktober sidste år. Her var der 25,2 millioner passagerer i SAS-flyene, hvilket var en stigning på 6,4 procent i forhold til året før.

Dermed vil SAS angiveligt i 2024/25 flyve med omkring 27 millioner passagerer eller derover, men der er ingen konkrete udmeldinger fra selskabet om vækstrater og andre nøgletal. Derimod er det et faktum, at SAS alene i det igangværende sommertrafikprogram har åbnet over 20 nye ruter fra Københavns Lufthavn, hvoraf flere er helårsruter, mens andre er lavfrekvente sæsonruter.

“Den stærke efterspørgsel afspejler en bredere genopretning af rejser i Skandinavien og resten af ​​verden, hvor SAS udvider sin kapacitet for at imødekomme den voksende interesse for både regionale og internationale destinationer,” lyder det fra SAS.

 

Relaterede artikler:

15 nye SAS-ruter fra globalt hub i København

Efter 785 dage: SAS kan atter flyve frit

23,7 millioner passagerer med SAS i 2022/23