- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS får grønt lys til at hente ny kapital

Den amerikanske konkursdomstol har godkendt vilkårene for kapitalrejsningsprocessen for SAS. I midten af august ventes der at ligge et endeligt bud fra potentielle investorer i selskabet.

Da SAS i begyndelsen af april præsenterede sin plan for tilvejebringelse af ny kapital i forbindelse med SAS Forward, blev der midlertidigt foretaget et benspænd fra en dommer ved U.S. Bankruptcy Court for the Southern District of New York, der håndterer den igangværende konkursbeskyttelse i SAS i henhold til den amerikanske Chapter 11-lovgivning.

Nu er det imidlertid lykkedes for SAS at blive enige med den amerikanske konkursdomstol om, hvilken rolle den danske stat skal have i forhold til vilkår for den ejeraftale, der skal udarbejdes, når de nye investorer til selskabet skal hentes ind.

Deadline for potentielle investorer til at afgive et endeligt bud er cirka 13 uger fra nu, fremgår det af en meddelelse fra SAS. Det betyder, at der i midten af august vil blive klarhed over, hvilke investorer, der udover den danske stat vil skyde penge i et reorganiseret SAS.

“Kapitalrejsningsprocessen er det næste vigtige skridt i SAS Forward, vores transformationsplan, der har til formål at forbedre vores finansielle styrke, sikre langsigtet konkurrenceevne og styrke vores position som Skandinaviens førende flyselskab. Vi vil gennemføre en konkurrencedygtig og bred udbudsproces for at sikre egenkapital, der vil hjælpe med at drive vores flyselskab fremad og lette vores exit fra Chapter 11-processen,” siger SAS-koncernchef Anko van der Werff i en kommentar.

Endeligt beløb afhænger af likviditetsudvikling
I SAS Forward-planen har det hele tiden været målet af rejse mindst 9,5 milliarder svenske kroner i ny egenkapital samt at reducere eller konvertere 20 milliarder svenske kroner i gæld, inklusive statslån, hybridobligationer, flyleasingforpligtelser og andre kontraktforpligtelser.

SAS understreger dog, at det endelig beløb vil afhænge af kapitalrejsningsprocessen samt virksomhedens evne til at generere yderligere likviditet.

I midten af april meddelte SAS, at man ikke i første omgang får brug for at benytte anden tranche af den midlertidige DIP-lånefinansiering på 700 millioner dollars fra den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management. Finansieringen er blevet stillet til rådighed under Chapter 11-processen, og SAS har allerede benyttet første tranche på 350 millioner dollars.. Det var oprindeligt hensigten, at anden halvdel skulle udbetales i april, hvilket dog ikke har været nødvendigt, da likviditeten er blevet forbedret gennem de senere måneder.

SAS sigter mod at afslutte Chapter 11-processen i USA i slutningen af andet halvår af 2023.

 

Relaterede artikler:

SAS: Dommen ændrer ikke på forventninger

Amerikansk dommer udfordrer SAS’ kapitalrejsning

Ledende investor til SAS ventes klar i midten af juli