- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS indstiller til Hongkong og Norditalien

SAS aflyser midlertidigt alle flyvninger til Hongkong og Norditalien. Varsler en række initiativer for at reducere selskabets omkostninger, og der kan blive tale om midlertidige afskedigelser.

Situationen omkring udbruddet af Covid-19 udvikler sig hastigt, og de globale tiltag for at begrænse spredningen af ​​virussen medfører faldende efterspørgsel på internationale flyrejser.

SAS har – ligesom mange andre flyselskaber – allerede aflyste alle flyvninger til og fra det kinesiske fastland, og nu reagerer selskabet yderligere på den lavere efterspørgsel på grund af coronavirus.

SAS annullerer fra 5. marts til 30. april alle flyvninger mellem København og Hongkong og vil endvidere i løbet af de næste to måneder reducere kapaciteten på ruter inden for Europa og Skandinavien. I første omgang har SAS besluttet at annullere samtlige flyvninger til Milano, Bologna, Torino og Venedig fra den 4. marts og indtil den 16. marts.

Italien-aflysningerne kommer i kølvandet på, at Udenrigsministeriets borgerservice mandag aften skærpede rejsevejledningen til Italien ved at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Reduktion af omkostninger
Endvidere vil SAS i den kommende tid gennemføre en række initiativer, der skal reducere selskabets omkostninger og dermed modvirke tabet af indtægter fra den mindskede efterspørgsel.

”På kort sigt fører reduceret kapacitet til lavere flyrelaterede omkostninger såsom brændstof, lufthavnsafgifter og andre gebyrer,” skriver SAS i en pressemeddelelse.

SAS ser imidlertid behov for yderligere reduktioner af omkostningerne, og selskabet varsler en række nedskæringer i den kommende tid, ligesom der kan blive tale om midlertidige afskedigelser.

Risiko for afskedigelser
”SAS gennemfører også andre foranstaltninger til at reducere omkostninger, herunder nedskæringer i administration og personaleomkostninger, ansættelsesstop og udsættelse af ikke-kritiske projekter, markedsføring og kampagner. Forhold, der er relateret til personaleomkostninger, kan omfatte midlertidige afskedigelser, orlov, førtidspension eller andre tiltag,” skriver SAS.

”Vi har ikke noget tal på, hvor mange det kan ende med endnu. Vi prøver at vise rettidig omhu, og vi siger, at det er en mulighed. Det er noget, som vi kommer til at forhandle med vores fagforeninger de næste uger,” siger SAS-pressechef Kristoffer Meinert til TV 2.

I betragtning af den fortsatte usikkerhed om virusudbruddet og dets indvirkning på efterspørgslen efter rejser trækker SAS også sin vejledning til markedet fra 5. december 2019 for regnskabsåret 2019/2020 tilbage.

”På dette tidspunkt er det for tidligt at foretage en rimelig vurdering af virkningerne på SAS ‘drift og økonomiske udvikling, og det er derfor ikke muligt at give mere detaljerede udsigter,” skriver SAS.

Borgerservice fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto – herunder til storbyer som Milano og Bologna.

 

Relaterede artikler:

Ryanair aflyser Italien-flyvninger fra CPH

Coronavirus kan koste flyselskaber mere end SARS

Flyselskaber med tiltag for at reducere tab på coronavirus