Sixt bestiller 100.000 BMW-biler

Det tyske biludljeningsselskab Sixt har netop placeret en ordre på 100.000 biler hos BMW-fabrikkerne. Aftalen indebærer leverancer af alle BMW’s modeller herunder MINI, 1-serie, 3-serie, M3 og 5-serie, foruden luksus-sedaner som 7-serien, cabriolet-modeller, X1, X3, X5 og X6.

Det er altid noget særligt ved at købe ny bil. Men det må også være noget særligt at købe 100.000 ad gangen.

Det er netop, hvad det tyske biludlejningsselskab Sixt har gjort. Sixt har netop indgået en omfattende leveringsaftale med BMW Group, hvor den tyske bilproducent frem til 2015 skal levere 100.000 BMW og MINI´er til Sixt´s udlejningsflåde.

Dermed udvider de to tyske virksomheder deres allerede omfattende samarbejde.

Aftalen indebærer leverancer af alle BMW’s modeller herunder MINI, 1-serie, 3-serie, M3 og 5-serie, foruden luksus-sedaner som 7-serien, cabriolet-modeller, X1, X3, X5 og X6. Alle BMW modellerne har BMW’s ConnectedDrive teknologi, som giver chaufføren de seneste trafikmeldinger, turistinformation og meget mere.

Derudover bliver bilerne udstyret med Sixt Mobile Key, der betyder, at bilerne kan bookes og åbnes med mobiltelefon, hvorved udlejningen går endnu hurtigere. BMW har udviklet denne service eksklusivt til Sixt.

Aftalen er den mest omfattende i Sixt´s historie.Foruden leverance af biler, er fælles markedsføringsaktiviteter også en del af aftalen. I Danmark er det tætte samarbejde mellem BMW og Sixt også tydeligt. Tidligere på året blev det innovative produkt, BMW Rent introduceret.

”Aftalen mellem BMW og Sixt understreger de to selskabers tætte forbindelser. Det kommer alle vores kunder til gavn – også de danske. Med aftalen bliver samarbejdet mellem de to virksomheder tættere i hele verden, og jeg er sikker på, at andelen af BMW biler i Sixt-flåden vil vokse i alle lande, hvor virksomhederne er til stede,“ siger Kasper Gjedsted, der er direktør for Sixt Danmark A/S.

Foto: “Sixt liebt BMW“ – der er tætte forbindelser mellem Sixt AG og BMW Group.