Det skotske lavpris- og charterselskab Globesplan er gået konkurs. Berører danske rejsende til Egypten, Indien og Thailand.
Endnu en konkurs har ramt luftfarts- og rejsebranchen. Denne gang går det ud over detskotske lavpris- og charterflyselskab Globespan, der er gået konkurs den 16. december.
Selskabet har base i Edinburgh, men flyver også fra Glasgow og Aberdeen til 24 destinationer i primært Europa, Nordamerika og Nordafrika.Herudover flyves en del charter, bl.a. for danske Scanway / Tyrkiet-Eksperten.
Det betyder, at der vil være danske rejsende, der kommer i klemme i forbindelse med konkursen.
Følgende meddelelse fremgår af Tyrkiet-Ekspertens hjemmeside:
“Alle rejsende med Globespan i de kommende dage
Pr. kl. 18:15 den 16/12-09 er Globespan gået konkurs, og de vil ikke kunne gennemføre de planlagte flyvninger i den kommende weekend. Desværre har det ikke været muligt for Globespan, at få de fornødne midler til at fortsætte driften og firmaet er nu gået i betalingsstandsning.
I sådan en situation træder vores nødberedskab i kraft, og vi har fundet flyselskaber som kan gennemføre vores flyvninger til Egypten, Goa/Indien og Thailand i den kommende weekend. Vi arbejder stenhårdt på at kunne opfylde vores tidstabel, men indtil videre, foregår check-in i Kastrup og Billund lufthavn som planlagt, og til de planlagte tidspunkter.
Vi vil i videst mulig omfang kontakte alle vores berørte gæster, men prioriterer rejsende i denne weekend først. Vi har i sagens natur ikke alle detaljer endnu, men vi arbejder på højtryk med at få alle brikkerne til at falde på plads. Vi undskylder for de gener konkursen medfører i denne forbindelse. Men vi kan slå fast, at vi gennemfører alle rejser som er bestilt.“