Det polske luftfartsselskab LOT har netop ændret hele sit måltidskoncept. På de transatlantiske ruter vil det nu ikke længere være muligt at få serveret øl, vin og alkohol uden ekstra betaling, hvis man rejser på økonomiklasse.
Det polske luftfartsselskab LOT, der arbejder tæt sammen med SAS i Star Alliance, har igennem de seneste måneder testet nye måltids- og kabinekoncepter.
Fra begyndelsen af april måned skal der nu betales mellem 5 og 10 zloty (ca. 10 til 20 danske kroner) pr. øl, vin eller glas alkohol, der ønskes serveret på økonomiklassen på transatlantiske ruter. Selv de ledsagende chips, nødder og snacks er også blevet betalingsbare.
“Det er ikke alle passagerer, der benytter sig af gratis alkoholiske drikke, når de rejser med os, men vi bliver nødt til at indregne omkostningerne til alkohol i den totale billetpris,“ siger Dorota Haller, der er direktør for Marketing, Produkter og PR hos LOT Polish Airlines.“Takket være de ændringer, som vi er i gang med at gennemføre, bliver vi i stand til at sikre en højere kvalitet af servicen indenfor de områder, som alle passagerer gør brug af – eksempelvis mad, der serveres ombord.“
I økonomiklassen på kortruterne i Europa har passagererne i februar måned testet en række sandwich-typer, der ændrede sig hver 10. dag. På baggrund heraf skulle alle passagerer i marts måned evaluere de nye menuer, hvorefter de endelige menuer blev valgt. Herudover blev der tilføjet en Vegetar-menu, der har været til rådighed siden den 22. marts.
LOT tilføjer, at den nye alkohol-prispolitik på de transatlantiske flyvninger forventes udrullet til økonomiklasse på alle LOT-fly. I løbet af sommeren vil der blive præsenteret en ny menu for Business Class-passagerer på de transatlantiske ruter.
LOT tilbyder to daglige afgange mellem Warszawa og København samt yderligere to afgange i code-share samarbejde med SAS.