Snig-premiere i Gøteborg på nyt Continental-sæde

På den netop afholdte rejseudstilling TUR 2010 i Gøteborg, benyttede Continental Airlines lejligheden til at præsentere selskabets nye flat-bed stole, der senere på året installeres på flyene fra Skandinavien til New York.

Continental er undervejs med en forbedring af selskabets produkt på flyvningerne mellem Stockholm, Oslo, København og New York. På disse ruter anvender Continental fly af typen Boeing 757-200 og nye stole er ved at blive installeret på denne flytype samt på Boeing 777-flyene.

Det afslørede Continental for det skandinaviske rejsepublikum på TUR 2010 rejseudstillingen, der blev afholdt i Gøteborg i sidste uge.

Den nye flat-bed stol vil være at finde på Business First-klassen, der er de 16 forreste sæder i flyene mellem Skandinavien og New York. Arbejdet med at skifte stolene er gået igang og forventes afsluttet i februar 2011. Men allerede i løbet af efteråret forventer Continental at de nye sæder vil være installeret på de fleste flyvninger fra Skandinavien.

“De nye stole vil komme til at betyde en forbedret komfort for skandinaviske forretningsrejsende, der flyver med os til New York,“ siger Robin Schoug, der er Regional Manager hos Continental i Skandinavien.

Continentals nye flat-bed er blandt de få stole i markedet, der kan nedfældes til en hældning på 180 grader horisontalt. Længden af sædet i udstrakt stand er 196 cm på Boeing 777-flyene og 193 cm på Boeing 757. Også i bredden er sædet blandt de største i markedet. Sidder man i en Boeing 777, vil man have i alt 68,5 cm til rådighed, men dog 5 cm mindre ombord i en Boeing 757.

Heruodver er der stik til bærbar PC, udtag til Ipod og USB samt en 39 centimeter stor billedeskærm til film, spil og underholdning.