Solgte 189 Tunesien-rejser på en halv time

Noget kunne tyde på, at der atter er stigende interesse for at rejse til Tunesien. Det hævder rejsearrangøren Bravo Tours, efter man for nylig solgte 189 4-ugers golf-rejser til Tunesien i løbet af en halv time.

Natten mellem den 15. og 16. januar landede Primera Air PF479 i Billund Lufthavn efter mere end 3 og en halv times flyvning fra Enfidha Airport i det nordøstlige Tunesien.

Ombord var 189 golf-turister fra Bravo Tours, der valgte at tage hjem før tiden, idet situationen på feriestedet i Tunesien udviklede sig ganske dramatisk.Det var den såkaldte jasmin-revolution, der skabte usikkerhed og utryghed blandt de danske feriegæster i det nordafrikanske land.

Men nu er de danske golf-turister klar til at vende tilbage til Tunesien i den kommende vintersæson. Det hævder Bravo Tours med henvisning til, at man mandag eftermiddag i denne uge tyvstartede salget af golf-rejser til Tunesien for den kommende vinter. I alt 189 4-ugers rejser med afgang fra BillundLufthavnblev solgt i løbet af en halv time.

“Interessen for at holde ferie i det nordafrikanske land er nu tilbage på samme niveau som før opstanden,“ hedder det i en meddelelse fra Bravo Tours.

Det er måske en kende overvurderet. Tidligere på måneden blev der indført natligt udgangsforbud i hovedstaden Tunis. Dette udgangsforbud er dog netop blevet ophævet, men det er trods alt et signal om, at forholdene i landet endnu ikke er helt stabile.

“Mange af dem, der fik deres ferie afbrudt i januar, var blandt dem, der bestilte først, og det er glædeligt, at vi kunne efterkomme så manges ønsker om at gense Tunesien,“ siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.

De fire ugers ophold i Tunesien inkluderer bl.a. mulighed for at spille golf hver dag. Specialrejsen på de fire uger er en forløber for den normale sæsonstart i februar.

Bravo Tours vurderer, at interessen for vinterophold i Tunesien er så stor, at selskabet nu åbner for tilsvarende fire ugers rejser fra Københavns Lufthavn med afrejse 15. januar 2012.