Solstole-debat får chartergæster op af stolene

En debat om solstole og håndklæder har affødt mere end 500 indlæg på Star Tours Facebook-side.

Hvis man som virksomhed vil skabe interaktivitet med sine ”følgere” på Facebook, så handler det om at finde noget som alle kan relatere sig til og har en holdning til. Og er der noget charterrejsende ved noget om og har en holdning til, så er det solstole ved poolerne. Det kan man skrive under på hos Star Tour.

Tirsdag kl. 13.14 skrev charterrejsearrangøren på sin Facebook-side:

”Vi har et emne vi gerne vil snakke med jer om… Det handler om solstole. Der er aldrig rigtig nok af dem, og mange reserverer solstole ved at stå tidligt op og smide et håndklæde på de ønskede stole. Hvordan tror I det kan løses? Skal det være muligt at reservere stole ved et gebyr? Først til mølle? Dem der bestiller rejsen først, får førstevælger mulighed? Hvad synes I?”

På bare to døgn har det indlæg affødt næsten 550 kommentarer fra chartergæster. Og hvad der for folk, der sjældent eller aldrig rejser på charterferie, kan virke som et lille problem, er en stor problematik for mange chartergæster. En problematik, som ofte kræver natlige indsatser.

”Står selv op midt om natten for at få plads, men det er kun fordi det faktisk er nødvendigt, hvis man vil have 4 liggestole samlet, så familien ikke skal ligge spredt,” skriver en bruger på Star Tour-siden.

Og en anden fortæller om nattekampen om solstolene på en tidligere ferie:

”Folk var så frække, at når lyset omkring poolen blev slukket nok ca. kl. 1 om natten, så luskede folk ned og lagde deres håndklæde! jeg var måske ikke bedre og stod op kl. lort om morgenen for at prøve at få en plads. Kvart over 6 om morgenen var der en stol tilbage! Det er sgu ikke i orden. Et selskab på 4 personer spærrede de samme solstole hver dag i nattens mulm og mørke. Nogle dage kom de først om eftermiddagen. Sådan var det hele ugen.”

Smid håndklæderne i poolen
At hotelpersonalet eller de andre chartergæster fjerner håndklæderne fra solstole, der ikke bliver brugt, er det mest almindelige løsningsforslag i den lange tråd af indlæg. En bruger skriver:

”Synes helt klart at personalet skal ligge en seddel om at hvis man ikke er der inden for 30 min vil håndklædet blive fjernet, det virker…. Har været på et hotel hvor de gjorde det og det havde folk respekt for.”

En anden bruger er parat til at gå skridtet videre:

”Smid alle håndklæder som spærrer liggestole i poolen kl. 09.00… Det er jo en evig taktisk krig at få en stol i normal pool tid.”

Tog sig betalt
Flere charterrejsende mener, at der naturligvis blot bør være solstole nok til alle. For alle har jo betalt for en charterrejse med forventning om at kunne ligge ved poolen. En anden gruppe mener det ville være rimeligt, hvis Star Tour og de øvrige charterarrangører eller hotellerne tog sig betalt for reservation af solstole.

En enkel bruger foreslår at oprette et helt lille bookingsystem:

”En skærm i receptionen som viser en oversigt over solvognes placeringer, og så kan man booke sig ind der hvor man gerne vil være via sit værelsesnummer. Og selvfølgelig kun det antal som er gæster i værelset. Så kan fru Olsen selv vælge sin plads i skyggen, og børnefamilien ved børnepoolen.”

En anden benytter lejligheden til at komme med en lille kritik af Star Tour-personalet på sin seneste ferie:

”Jeg var ude for, at jeg lå ved poolen om morgenen, gik ind i restauranten for at spise brunch. Da jeg kom ud igen 30 min. efter, var mit håndklæde fjernet af Star Tour personalet på hotellet.”

Foto: Star Tour