Solstorm tvinger flyselskab til at ændre rute

Et gigantisk udbrud på solen har skabt den største solstorm siden 2003. Udbruddet kan påvirke satellitkommunikation og instrumenter ombord på fly, og amerikanske Delta Air Lines valgte derfor at omdirigere flere af selskabets ruter mellem USA og Asien.

Søndagobserverede forskere påNASA’s Solar Dynamics Observatorium et ekstremt kraftigt ultraviolet glimt fra et stort udbrud på solen.

Udbruddet kom fra et område kaldet solplet 1402, og ifølge oplysninger fra den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, begyndte den såkaldte coronal mass ejection (CME) at kollidere med jordens magnetfetl i løbet af tirsdagen, og det fortsatte onsdag.

Den såkaldte CME er gigantiske skyer af protoner, elektroner og tungt radioaktivt materiale, og ifølge Nasa er det den største solstorm siden oktober 2003.Solstormen er vurderet til klasse C3 på en skala der går til C5.

Solstorme er ifølge Nasa ikke farlige for mennesker på jorden, men kan påvirke satelitter og kortbølgeradio, og ville også kunne få computere ombord på rumfartøjer til at genstarte.

Delta omdirigerer ruter

Den ekstraordinært store solstorm øger den kosmiske stråling i særligt de øverste luftlag og ved polerne, og det kan påvirke navigationsteknikken samt de elektriske systemer og udgør dermed en potentiel risiko for astronauter, flypassagerer og flypersonale.

Amerikanske Delta Air Lines har allerede ændret sine ruter mellem Asien og USA, der går over polerne, oplyser selskabet. Ændringerne sker netop for at man ikke kommer i problemer i forbindelse med solstormen

Delta Air Lines, der er verdens næststørste luftfartsselskab, ændrede en håndfuld ruter baseret på den potentielle risiko som solstormen kunne udsætte kommunikationsudstyr for.

Ruter fra Hong Kong, Shanghai og Seoul blev derfor omdirigeret til en mere sydlig rute efter at solstormen begyndte søndag. Delta Air Lines vil fortsat overvåge solstormen før man beslutter at lade ruterne følge deres normale rute.

Indtil da kan flyrejsende opleve længere rejsetider i forbindelse med omlagte ruter i nærheden af polerne.