I Billund Lufthavn var der i de tre sommermåneder lidt flere end 950.000 rejsende, hvilket dog var betydeligt under 2024-niveauet på grund af Ryanairs exit.
Billund Lufthavn er kommet igennem den første sommer uden Ryanair, der forlod lufthavnen i slutningen af marts i år.
Facit er, at i alt 950.852 passagerer gik gennem lufthavnsterminalen i de tre sommermåneder fra juni til august, hvilket er 26,7 procent færre end i samme periode året før, hvor der blev registeret 1.297.420 rejsende.
Der manglede således omkring 350.000 passagerer i den vestdanske lufthavn, selvom der også var kommet ny trafik ind fra både Norwegian og Wizz Air.
I august blev det til 308.837 passagerer mod 419.437 i august 2024, og denne måned alene kostede lidt flere end 110.000 passagerer.
Tre nye ruter
Blandt den nye ruter er London-Gatwick med Norwegian samt Gdansk og Vilnius betjent af det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air.
“Med tre nye ruter og en stærk efterspørgsel både på ferie- og erhvervsrejser står Billund endnu stærkere som Vestdanmarks internationale knudepunkt. Det er helt centralt for os at skabe forbindelser, der gør en forskel – både for de familier, der skal på ferie, og for de virksomheder, der konkurrerer på globale markeder,” siger Jan Hessellund, administrerede direktør i Billund Lufthavn.
I de kommende måneder vil det være erhvervsrejserne, der sætter tempoet i lufthavnen, og det understøttes af de store netværksselskaber. Der er kommet flere frekvenser med British Airways til London-Heathrow samt øget kapacitet på Air France-ruten til Paris. Derudover er der stadig et stort udbud fra KLM til Amsterdam og Lufthansa til Frankfurt.
1,2 millioner erhvervsrejsende
Der er et stort erhvervsrejsemarked i Vestdanmark, og det suppleres i efteråret af rejser fra de 27 EU-lande som følge af Danmarks EU-formandskab. Det vil blandt betyde, at der kommer flere rejsende til Billund i forbindelse med, at Horsens og Herning er værtsbyer.
Det er dog de faste erhvervsrejsende, som der er 1,2 millioner af årligt i Billund Lufthavn, som skal sikre, at der er liv i lufthavnsterminalen i de kommende måneder. Mange af de rejsendes virksomheder er medlem af Danish Export Association, der bekræfter, at der er mange erhvervsrejseaktiviteter om efteråret.
“I Danish Export er de travleste perioder hvad angår eksportfremstød april, maj og igen i september, oktober, november. Der er altså potentielt et særligt stort rejsebehov forår og efterår, når de store messer og konferencer løber af stablen i såvel Europa som på oversøiske markeder,” forklarer Sebastian Schwarz, der er organisationens direktør.
Fremgang i luftfragt
Erhvervslivet benytter også Billund Lufthavn til at håndtere indkommende og udgående gods, og i august blev der fragtet 7.747 tons til og fra cargoterminalen, hvilket er 5,6 procent mere end i samme måned året før.
“Det er blandt andet e-commerce og fødevarer som for eksempel fersk fisk der driver en del af væksten hos os. Og det glæder os at der ikke har været en afmatning af fragtmængderne hen over sommeren, hverken i forhold til import eller eksport,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.
Samlet har der i årets første otte måneder været håndtereret 57.502 tons fragt i Billund Lufthavn, og det er 3,2 procent mindre end året før.
Relaterede artikler:
Billund Lufthavn lægger travleste måned bag sig