Metalstumper, som formentlig er resterne af Eastern Airlines-flyets sorte bokse: Foto: Dan Futrell

Sorte bokse fundet efter 31 år

Det er sandsynligvis lykkedes to eventyrer at finde de sorte bokse fra et amerikansk passagerfly, som styrtede ned i Andesbjergene i 1985.

At finde flyets såkaldte ”sorte bokse” er for det meste noget af det allervigtigste, når et passagerfly er styrtet ned. Boksene – som faktisk er orangefarvede – optager lyden i cockpittet og registrerer flyets data med hensyn til fart, højde, motoromdrejninger og meget andet.

Nogle gange bliver boksene fundet efter ganske få dage eller uger. Og andre gange, så kan der gå lang tid. Rigtig lang tid. Men til sidst bliver boksene for det meste fundet.

Meget tyder på, at det er tilfældet for de bokse, som var ombord på et amerikansk Boeing 727-200 fly, der styrtede ned i Bolivia den 1. januar 1985. Altså for mere end 31 år siden. Det er to private eventyrer, der for få dage siden fandt det, der menes at være resterne af de sorte bokse fra flyet.

Et tykt lag sne
Flyet fra det nu hedengangne amerikanske flyselskab Eastern Air Lines var på vej fra Asunción i Paraguay til Miami i Florida via La Paz og Guayaquil. På afslutningen af turens første ben under indflyvningen til La Paz i Bolivia ramte flyet bjerget Illimani i omkring 6.000 meters højde. Alle 19 passagerer og 10 besætningsmedlemmer omkom.

Umiddelbart efter ulykken lykkedes det ikke at finde andet end få dele fra cockpittet og lignende før et tykt lag sne lagde sig over bjerget, der er en del af Andesbjergene. I 2006 fandt bjergbestigere vragdele under smeltende sne. Det lykkedes dog ikke at finde hverken passagerer eller sorte bokse.

Vragdele og magnetbånd
De to eventyrer Dan Futrell og Isaac Stoner tog i foråret 2016 ud på en ekspedition kaldet ”Operation Thonapa” for at finde de sorte bokse – eller i hvert fald rester af boksene. Og det ser ud til at være lykkedes. På ekspeditionens hjemmeside har Futrell og Stoner offentliggjort billeder af vragdele, orange metalstykker og magnetbånd, der sandsynligvis stammer fra de sorte bokse. Det skal nu undersøges af eksperter.

Det er endnu uvist hvad årsagen var til styrtet.