- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

South African Airways i betalingsstandsning

South African Airways (SAA) har torsdag morgen meddelt i en pressemeddelelse, at selskabets bestyrelse har truffet beslutning om at sætte selskabet i kontrolleret betalingsstandsning hurtigst muligt.

Selskabets bestyrelse og eksekutivkomite har i samråd med den statslige ejer, Department of Puflic Enterprises (DPE), forsøgt at finde en løsning på den skrantende økonomi. Konklusionen var, at det var mest hensigtsmæssigt at påbegynde en såkaldt business rescue, der på dansk altså betyder noget i retning af en kontrolleret betalingsstandsning.

I sådan en situation indledes en procedure, hvor målet er at skabe de bedste forudsætninger for at rekonstruere et nødlidende selskab. En advokat vil midlertidigt føre tilsyn med og administrere selskabets aktiviteter, mens han også varetager kreditorernes interesser. Selskabets fly vil fortsat afgå og lande på normal vis.

Beslutningen om at placere South African Airways i en kontrolleret betalingsstandsning var enstemmig. Denne løsning blev vurderet bedre end alle andre mulige løsninger, og South African Airways undgår derfor – i hvert fald indtil videre – en konkurs til glæde for de passagerer, der har købt billet til en flyafgang.

Svær tid for personalet
South African Airways forsøger desuden at minimere risikoen for værdinedgang af flyselskabets datterselskaber, mens selskabet vil give de bedste forudsætninger for, at udvalgte aktiviteter inden for koncernen kan fortsætte uforstyrret. Og South African Airways vil gøre alt for at informere sine medarbejdere løbende.

”SAA ved, at denne beslutning giver mange udfordringer og usikkerheder for selskabets medarbejdere. Selskabet vil engagere sig i målrettet kommunikation og støtte til alle medarbejdergrupper i denne vanskelige tid,” oplyser South African Airways.

”SAA vil bestræbe sig på at anvende en ny og midlertidig tidplan og vil snart offentliggøre detaljer. Selskabet sætter stor pris på den fortsatte støtte fra både sine kunder og partnere i rejsebranchen rundt om i verden.”

Bestyrelsen i South African Airways vil i den nærmeste fremtid udnævne en række personer, der skal være med i den kommende proces. Selskabet vil komme med nye opdateringer, ligeså snart det er relevant, lyder det.

Den nye virkelighed i South African Airways ligner den, som Alitalia befinder sig i. I de sidste par år har det italienske flyselskab ligeledes været i kontrolleret betalingsstandsning, hvor den italienske stat garanterer en fortsat drift via milliardlån.

 

Relaterede artikler:

South African Airways på vingerne igen

South African Airways lammes af strejke

Star Alliance-selskab vil fyre hver femte ansat