Southwest finder på ny indtægtskilde

Det amerikanske lavprisselskab Southwest Airlines er kommet op med en ny idé til at tjene endnu flere penge på tilkøbsydelser.

Mens priserne hos lavprisselskaber, som navnet antyder, ofte er lavere end hos de traditionelle netværksselskaber, så henter lavprisselskaberne typisk ekstraindtægter hjem på salg af tillægsydelser.

Det kan være betaling for at medbringe kufferter, betaling for mad og drikke, betaling for at reservere et sæde eller betaling for at betale med kreditkort. Og nu har amerikanske Southwest Airlines fundet på en ny ydelse at sætte på prislisten.

Ligesom de fleste andre lavprisselskaber, så får passagererne på Southwest Airlines’ ikke faste pladser. Til gengæld inddeles passagererne i tre boardinggrupper: A, B og C. Og nu vil Southwest Airlines tilbyde passagererne, at de kan købe sig adgang til gruppe A.

I dag er det kun passagerer med særlige business class-billetter og medlemmer af selskabets loyalitetsprogram, der kan få plads i gruppe A.

Men for 40 dollars, svarende til omkring 240 kroner, kan almindeligt dødelige også få plads forrest i køen og i ro og mag finde sig en god plads i et af Southwests knap 600 Boeing 737-fly.

Betaling for håndbagage
Den nye idé er endnu et eksempel på at lavprisselskaberne indfører services, som er gratis hos netværksselskaberne. Forskellen er blot, at lavprisselskaberne tager penge for det.

Det øst- og centraleuropæiske lavprisselskab Wizz Air har luftet ideen om, at passagerer skal betale for at medbringe håndbagage. Og Ryanairs karismatiske topchef, Michael O’Leary, har som en af sine mange provokerende og opmærksomhedsskabende udmeldinger sagt, at passagererne burde betale for at bruge toiletterne ombord på Ryanairs fly.

Southwest Airlines er verdens største lavprisselskab og med året 1971 på fødselsattesten var selskabet også verdens første lavprisselskab.