- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stadig trafikmæssig fremgang hos Icelandair

Selvom Icelandair i oktober transporterede omkring 6.000 færre passagerer end måneden før, så viser trafiktallene, at selskabet fortsætter med at hente passagererne tilbage.

I oktober var der 205.957 passagerer ombord på Icelandairs fly til og fra Island samt på de islandske indenrigsruter. Det er noget mere end de omkring 14.000 passagerer, der benyttede selskabet i samme måned sidste år, men stadig et godt stykke efter næsten 365.000 passagerer i 2019.

Kigger man dybere i tallene, viser det sig dog, at udviklingen går den rette vej. For selvom der i oktober var omkring 6.000 færre passagerer sammenlignet med de 212.132, der rejste i september, så er belægningen steget men 6,9 procentpoint fra 62,1 procent i september til 69,0 procent i oktober.

Når der sammenlignes med trafiktallene i de samme måneder i 2019, er der også fremgang for det islandske flyselskab. I september var 50 procent af passagererne hentet tilbage i forhold til 2019-niveauet, og dette tal blev i oktober øget til 56 procent.

Håb om flere transferpassagerer
På de internationale flyvninger blev der registreret omkring 181.000 passagerer. Heraf var der 105.000 rejsende til Island, mens 33.000 passagerer rejste fra Island. Endelig var der omkring 33.000 transferpassagerer, der skiftede fly i Keflavik International Airport.

I de kommende måneder forventer Icelandair en relativ stigning i antallet transferpassagerer som følge af genåbningen af USA’s grænser.

“Den 8. november åbnede amerikanske myndigheder deres grænser for vaccinerede europæiske rejsende. Dette har positivt påvirket bookinger for de kommende måneder,” skriver Icelandair i en pressemeddelelse.

Indenrigspassagerer i oktober over 2019-niveauet
Icelandairs indenrigsmarked er også i en god udvikling. Tidligere på året besluttede Icelandair at fusionere datterselskabet Air Iceland Connect med moderselskabet, og sidenhen har alle flyvningerne været opereret af Icelandair.

I oktober var der 25.248 indenrigspassagerer og en belægning på 74,5 procent. Det var faktisk en stigning på 4,1  procent i forhold til oktober 2019, hvilket repræsenterer en vækst på lige godt 1.000 passagerer.

År til dato har der været 187.351 indenrigsrejsende, og her er der stadig et efterslæb i forhold til den stille periode i foråret under coronapandemiens anden bølge. I samme periode i 2019 var der 243.502 passagerer, så her er samlet set 77 procent af passagererne tilbage i flyene.

 

Relaterede artikler:

Icelandair på jagt efter yderligere tre MAX-fly

Første kvartalsoverskud i Icelandair i to år

Icelandair overhaler Finnair