Stjal op imod 150.000 kroner fra flypassagerer

En engelsk politiofficer er fundet skyldig i at stjæle op imod 150.000 kroner fra flypassagerer i London-Gatwick Airport. Hun er varetægtsfængslet indtil en strafudmåling er bestemt.

Det er ikke alle rejsende, der kender reglerne for hvor mange penge man må have med sig på flyturen, og det har en engelsk politiofficer forsøgt at udnytte i London-Gatwick Airport. Den 40-årige Alexis Scott arbejdede i lufthavnen, hvor hun blandt andet havde til opgave at tjekke passagererne en sidste gang, inden de gik ombord på flyene.

Indenfor EU er det tilladt at rejse med op til 75.000 danske kroner uden at skulle anmelde beløbet på forhånd, men dette valgte Alexis Scott ikke at oplyse passagererne om. I stedet indkrævede politiofficeren alle beløb over 7.500 kroner, og gav passagererne besked om, at de kunne få udbetalt pengene igen når de landede, hvis bare de anmodede om dette.

Da alternativet var at blive smidt af flyet, valgte seks uvidende passagerer at aflevere deres overstigende beløb, der hver især beløb sig til mellem 10.000 og 30.000 kroner.

Der opstod dog problemer, da flyet landede igen og passagererne skulle have deres penge tilbage. Alexis Scott havde nemlig ikke informeret personalet i lufthavnen om sagen, hvorfor passagererne frustrerede måtte sande, at deres penge var blevet væk.

Gemte penge i politihatten
Helt forsvundne var de dog ikke. Alexis Scott havde nemlig gemt pengene, der totalt set nåede op på næsten 150.000 kroner, i sin politihat og taget pengene med ud af lufthavnen.

Politiofficeren blev dog hurtigt opdaget, da et vidne havde set hende putte pengesedlerne i hatten, og da lufthavnen samtidig iværksatte en undersøgelse angående de bortkomne penge, stod Scott hurtigt for skud.

Efter en tre-ugers lang retssag fandt retten i Canterbury Crown, Kent i onsdags Alexis Scott skyldig i seks overtrædelser af tyveri, samt én forseelse af misbrug af offentligt embede. Strafudmålingen er endnu ikke bestemt, men indtil denne foreligger, vil Scott være varetægtsfængslet.

”Alexis Scott (…) misbrugte vores, og endnu vigtigere, offentlighedens tillid. Dette var en kompleks og detaljeret sag, men vi har handlet hurtigt og beslutsomt, så snart det kom frem i lyset”, udtaler vice-politichef Olivia Pinkney fra Sussex Politi, hvor Alexis Scott var ansat.

Hændelsen fandt sted i april sidste år, og efter en intern disciplinærundersøgelse blev Alexis Scott omgående afskediget fra Sussex Politi.