- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Største april i Billund Lufthavns historie

Næsten 350.000 passagerer rejste til og fra Billund Lufthavn i april, og det er 8,6 procent flere end rekorden fra april sidste år. Derimod er der tocifret tilbagegang i luftfragt.

Den succesfulde genopretning efter coronapandemien fortsætter i Billund Lufthavn. Der blev i sidste måned sat ny passagerrekord for en april-måned med 345.396 passagerer, hvilket er 8,6 procent flere end de 317.998, der gik gennem passagerterminalen i samme måned sidste år.

Dermed fortsætter Billund den vækstrejse, der allerede var i gang før coronapandemien, og som for alvor blev genoptaget sidste forår.

Det var især påskerejserne, der trak læsset, og da den store udrejsedag i forbindelse med påsken var fredag den 31. marts, kunne passagertallet givetvis have været endnu større, hvis påsken var faldet længere inde i april, som det var tilfældet sidste år.

Ifølge Billund Lufthavn var det især storbydestinationer som Bruxelles, Manchester og London, der var populære i april, mens spanske soldestinationer som Málaga og Tenerife ikke uventet også trak en del rejsende.

“Væksten i april vidner om, at der stadig er et stort rejsebehov, og alt tyder på, at det kommer til at fortsætte i løbet af sommeren. Charterbureauerne spår høj aktivitet, og belægningsgraderne på flyene er virkelig gode, der er meget, der tyder på, at vi får en god sommer i Billund Lufthavn,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Fald i fragtmængder trods nye Kina-rute
Den 20. marts indviede Maersk Air Cargo selskabets første fragtrute fra Billund Lufthavn med kinesiske Hangzhou som destination. Denne aktivitet forventer lufthavnen skal bidrage til en vækst i fragtmængderne fra 77.000 tons i 2022 til over 100.000 tons i 2023.

Det kan man dog ikke se på tallene for april måned, hvor der blev fragtet 5.727 tons via Billund Lufthavn, og det er et fald på 17,8 procent sammenlignet med samme måned sidste år, hvilket skyldes en generel nedgang i fragtmarkedet. Det får dog ikke den internationale vestdanske lufthavn til at ryste på hånden.

“Sidste år havde vi nogle store specialforsendelser i lufthavnen, og når markedet generelt oplever nedgang, så giver nedgangen i Billund Lufthavn fin mening. Men vi ser lyst på de aktiviteter, vi har. Maersk Air Cargo er trods tallene kommet rigtig godt i gang og fører nye kunder og nyt gods til lufthavnen, som vi ikke har haft før,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn: Vi har investeret i opstartsrabatter

Tæt på fire millioner passagerer i Billund Lufthavn

Det første Maersk Air Cargo-fly er lettet fra Billund