Trappetårnet i terminalen i Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Tæt på fire millioner passagerer i Billund Lufthavn

I de seneste 12 måneder har 3,97 millioner passagerer rejst gennem lufthavnen i Billund, hvilket er 5,9 procent flere end i hele 2019. Syv nye ruter starter i sommertrafikprogrammet, og optimismen er stor i luftfragtterminalen.

I 2022 var Billund Lufthavn tæt på at tangere passagerrekorden fra 2019, hvor 3.718.875 passagerer rejste gennem den internationale vestdanske lufthavn. Der manglede lige akkurat 6.475 passagerer.

Det bliver muligvis i 2023, at der kan blive sat ny rekord, for marts var endnu en måned, hvor der var omtrent ligeså mange passagerer som i 2019. I alt 245.499 passagerer benyttede lufthavnen i sidste måned, og det var blot 2.990 færre end i marts 2019, der havde 248-489 registrerede passagerer. Dermed nåede man op på 98,8 procent af 2019-niveauet.

Samtidig er der sket en forskydning i passagertrafikken, så der er endnu flere passagerer i de travle sommermåneder, og det kan blandt andet dokumenteres i passagertallene for de seneste 12 måneder fra 1. april 2022 til 31. marts 2023. Her var der 3.968.603 passagerer, hvilket var 5,9 procent flere end i rekordåret 2019.

Syv nye ruter i sommertrafikprogrammet
Det er blandt andet syv nye ruter, der åbnes i løbet af sommertrafikprogrammet, der skal bidrage til passagervæksten.

Der er allerede åbnet nye ruter til Bruxelles med Brussels Airlines, Berlin og Alghero med Ryanair samt Kangerlussuaq med Air Greenland. Tirsdag følger Austrian Airlines til Wien, og i begyndelsen af maj er Ryanair klar med Valencia, mens islandske Play midt i juni starter op med en rute til Reykjavik-Keflavik.

“Vi har haft vækst i marts, og er gået ind i sommerfartplanen med porteføljen fyldt op med stærke luftfartsselskaber og spændende destinationer. Brussels Airlines og Air Greenland er vigtige for os, men i særdeleshed også for erhvervslivet og turismeindustrien omkring os. Lige om lidt skal vi klippe snoren for Austrian Airlines. Så jeg må fastslå, at vi går ind i den kommende periode med stor optimisme,” siger Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Stor optimisme i luftfragtterminalen
Det er ikke kun i passagerterminalen i den nordlige del af lufthavnen, at der sker noget for tiden. På sydsiden ved luftfragtterminalen er der også en god udvikling.

Maersk Air Cargo indviede den 20. marts Danmarks første fragtrute til Kina, og tre gange om ugen vil Boeing 777-flyene med den syvtakkede stjerne på halen sætte kurs mod Hangzhou i Kina.

Herudover er Nicolai Krøyer tiltrådt som direktør for Cargo Handling Billund Airport, og med en baggrund fra Aarhus Havn og senest Aarhus Airport er han manden, der skal sikre den fremtidige udvikling i luftfragtaktiviteterne.

I marts blev der fragtet 6.877 tons luftfragt gennem terminalen, og det var 1,6 procent mindre end samme måned sidste år.

“Marts har i den grad stået i udviklingens tegn på luftfragtsiden med både ansættelse af Nicolai Krøyer som ny direktør for Cargo Handling Billund Airport samt åbning af Maersk Air Cargos luftfragtsrute mellem Billund og Kina, som allerede nu generer fyldte fly. Nedgangen er blevet minimimeret, så det går den rigtige vej på luftfragtssiden,” understreger Jan Hessellund.

 

Relaterede artikler:

Travl vinterferie i Billund Lufthavn

Solid start på 2023 i Billlund Lufthavn

Tæt på største år i Billund Lufthavn nogensinde