Der er atter fremgang i indenrigsflytrafikken. Det viser friske passagertal fra lufthavnene i Aalborg og Århus.
Næsten 2 mio. passagerer rejste på de danske indenrigsflyruter i 2009. Denne rekord står måske for fald i 2010, hvis tendensen fra årets start fortsætter året ud.
I januar måned kunne Aarhus Lufthavn konstatere en fremgang på 9,6 % i indenrigstrafikken svarende til ca. 2.000 passagerer. “Den positive udvikling i antallet af indenrigspassagerer, synes at have bidt sig fast,“ siger lufthavnsdirektør Ole Paaske.
Længere nordpå i Aalborg Lufthavn er fremgangen endnu mere overvældende. I alt 73.990 passagerer rejste på indenrigsruten til København, hvilket er en stigning på ikke mindre end 29 % i forhold til året før. Stigningen på næsten 17.000 indenrigspassagerer kunne nemt have været større.
“Faktisk var Aalborg Lufthavn lukket for al trafik i et lille døgn mellem tirsdag den 5. januar og onsdag den 6. januar, hvorfor vi mistede 2.000 passagerer. Så generelt er vi meget optimistiske,“ udtaler lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Totalt rejste næsten 90.000 passagerer gennem Aalborg Lufthavn i januar, hvilket repræsenterer en fremgang på 39 % i forhold til året før. Til sammenligning havde Danmarks næststørste lufthavn i Billund 150.000 passagerer i januar måned.