Storby-fremgang i Billund

Fremgang på ruterne til en række europæiske storbyer samt næsten 20 procent flere passagerer på Københavns-ruten fik Billund Lufthavn forbi et magisk punkt i maj.

For første gang i lufthavnens næsten 50 år lange historie kunne lufthavnsdirektør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, tælle over en kvart million passagerer i lufthavnens terminal i en maj måned. Helt præcist var der 256.752 passagerer i lufthavnen i maj måned. Det er en stigning på 13.466 passagerer svarende til en stigning på 5,5 procent i forhold til året før.

”Det er tal, der har en slags magi over sig, og en kvart million passagerer er en milepæl,” siger direktør Kjeld Zacho Jørgensen.

”Vi har i år godt kunnet mærke, at der har flere rejsende på bestemte tidspunkter, så det er altid spændende at gøre tallene op ved månedens afslutning, for at se om fornemmelserne har været rigtige. Og det viste de sig at være,” udtaler Kjeld Zacho Jørgensen.

Tocifret fremgang
Det er især udenrigsruterne til en pallette af europæiske storbyer, som har trukket læsset i maj måned, hvor det blev til 169.925 udenrigsrejsende, hvilket er en stigning på 6,4 procent eller 10.212 rejsende.

”Som tidligere nævnt, har flere af netværksselskaberne indsat mere kapacitet på en række ruter, og det kan også ses på passagertallene. Det gælder blandt andet KLM til Amsterdam, Lufthansa til Frankfurt og Turkish Airlines til Istanbul. På alle disse ruter er der tale om tocifret fremgang i passagertallene, hvilket viser, at der er stigende behov for flere muligheder, for at komme ud i hele verden,” påpeger Kjeld Zacho Jørgensen.

Ud over fremgang på de store europæiske lufthavne er der også vækst på Düsseldorf, Manchester og München, der alle betjenes af Sun-Air.

Yderligere en frekvens
Indenrigstrafikken viser også vækst i forhold til samme måned sidste år. I alt 12.327 passagerer rejste med SAS til København, hvilket er en stigning på 1.983 passagerer eller 19,2 procent. SAS har allerede annonceret, at der til efteråret vil komme yderligere en frekvens på indenrigsruten, og der vil således være seks daglige returflyvninger mellem Billund og København.

Chartertrafikkener steget med 2,2 procent. I alt rejste 73.294 passagerer med charterflyene, hovedsageligt til mere solrige destinationer.