- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Stort systemnedbrud hos Lufthansa

Fire overskårne kabler fik onsdag store konsekvenser for flyselskaberne i Lufthansa-koncernen, da fly er blevet parkeret, trafikken dirigeret bort fra Frankfurt og passagerer er strandet.

Onsdag er flere af de systemer, som flyselskaberne i Lufthansa-koncernen benytter i den daglige drift, gået ned, hvilket har ført til kaotiske tilstande i blandt andet lufthavnene i Frankfurt og München, hvor både fly og passagerer er strandende.

Nedbruddet er tilsyneladende opstået ved, at der blev udført anlægsarbejde på en jernbanestrækning i Frankfurt, hvor i alt fire fiberoptiske kabler blev skåret over. Det forklarer Peter Kespohl, der er talsmand for teleselskabet Deutsche Telekom.

Det er de systemer, der er benyttes ved check-in og boarding, som er blevet ramt, og det er har ført til at et endnu ukendt antal flyvninger er blevet enten aflyst eller forsinket. Ifølge Bild er alle tyske indenrigsflyvninger med selskaberne blevet aflyst, og passagererne er blevet opfordret til at benytte toget i stedet.

Dirigerer fly væk fra Frankfurt Airport
Lufthansa har selv bekræftet nedbruddet over for flere medier samt på Twitter, hvor det i en officiel melding lyder, at det påvirker alle flyselskaberne i koncernen, ligesom man beklager den ulejlighed, som det har skabt for passagererne.

Bild fortæller desuden, at flyvelederne ikke længere lader fly lande i Frankfurt Airport, da man ikke vil risikere, at der bliver overfyldt. I stedet sendes flyene til blandt andet lufthavnene i Nürnberg, Köln samt Düsseldorf.

Ifølge Bloomberg har Lufthansa valgt at holde alle fly på jorden, imens man forsøger at få udbedret fejlen således, at systemerne atter fungerer.

Rammer trafikken i flere lande
Såvel billeder som videoer fra flere tyske lufthavne er blevet offentliggjort på sociale medier, og de viser et begyndende kaos, hvor passagererne må vente i afgangshallerne, mens det over højtalersystemet lyder, at man endnu ikke ved, hvor lang tid det vil vare ved.

Det er ikke kun i tyske lufthavne, at nedbruddet får konsekvenser. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det har konsekvenser verden over. Det gælder blandt andet i Paris, hvor fodboldholdet Bayern München var strandet efter tirsdagens opgør i Champions League.

Lufthansa ved endnu ikke, hvornår problemerne er udbedret.


Relaterede artikler:

Alvorligt cyberangreb mod SAS

Filippinsk lufthavn på vej retur efter massivt nedbrud

Måtte aflyse 51 flyvninger efter systemnedbrud