Mange rejsende har ventet i lufthavnen under nedbruddet. (Foto: Ninoy Aquino International Airport MIAA | Facebook.com | PR)

Filippinsk lufthavn på vej retur efter massivt nedbrud

En strømafbrydelse nytårsdag betød aflyste flyvninger og forsinkelser, som påvirkede 65.000 flypassagerer i filippinsk hovedstadslufthavn, men nu går det atter den rigtige vej, lyder det.

I langt de fleste tilfælde er nytårsaften en festlig begivenhed, men sådan var det tilsyneladende ikke i år i den filippinske lufthavn Ninoy Aquino International Airport, der betjener hovedstaden Manilla og det omkringliggende område.

Det skyldtes, at lufthavnen i løbet af nytårsdag blev ramt af et massivt nedbrud på de interne systemer, som resulterede i en strømafbrydelse, der gjorde, at lufttrafikkontrollen ikke fungerede og 361 flyvninger blev aflyst, forsinkede eller omdirigeret til andre lufthavne. I alt blev 65.000 passagerer påvirket.

Hovedstadslufthavnen har ellers haft sit eget strømsystem siden 2018, men det stoppede pludseligt med at fungere, og det samme gjorde back up-systemet. Da lufthavnen derfor blev koblet til det kommercielle net, var en højere spænding skyld i, at både radaren og andet udstyr gik ned.

Regner ikke med flere aflysninger
Lufthavnen er dog så småt på vej tilbage mod normal drift. Det fortæller Cesar Chiong, der er administrerende direktør for Manila International Airport Authority, som varetager driften af Ninoy Aquino International Airport.

Ifølge direktøren blev der mandag i denne uge afviklet 15 flyvninger i timen fra lufthavnen, hvilket er fem færre, end man sædvanligvis har. Flere af de i alt fire terminaler var desuden godt fyldt op af rejsende, der forsøgte at ombooke en aflyst flyvning eller havde overnattet i lufthavnen.

Forventningen er, at Manila International Airport Authority atter vil være lige så funktionsdygtig som før strømafbrydelsen onsdag eller torsdag i denne uge. Indtil da ventes det desuden ikke, at det bliver nødvendigt at aflyse flere flyvninger, men forsinkelser kan fortsat forekomme. Det skriver Bloomberg.

Sigter efter privatisering
Allerede før nytårs-nedbruddet havde lufthavnen et blakket ry, og – ifølge nyhedsbureauet Reuters –  er den tidligere blevet kåret som en af verdens værste internationale lufthavne, hvor aflysninger ikke er et særsyn, ligesom opgraderinger af faciliteterne før er blevet forsinket eller helt droppet grundet tvister mellem lufthavnsmyndighederne og samarbejdspartnere.

Det er blandt andet grunden til, at myndighederne i Filippinerne i øjeblikket er i gang med at bygge aflastningslufthavne i Cavite og Bulacan, der forventes at kunne varetage en del af flytrafikken fra 2027.

I slutningen af december fortalte den filippinske transportminister Jaime Bautista derudover, at regeringen i løbet af 2023 forventer at indgå samarbejder med henblik på at modernisere og opgradere Ninoy Aquino International Airport via en delvis privatisering.


Relaterede artikler:

100 passagerer opholdt sig 36 timer i fly

Rekord: 459 sæder i Airbus A330

Askesky generer stor asiatisk lufthavn