- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Strejke tvinger Finnair til over 100 aflysninger

Finnair har søndag aflyst 103 flyvninger, herunder seks afgange til og fra København, som følge af en strejke hos kabinepersonalet. Strejken fortsætter indtil mandag eftermiddag.

Finnair offentliggjorde tidligere på ugen, at selskabet ønsker at outsource 450 kabinestillinger, da det ikke er lykkedes at nå til enighed om besparelser med den del af kabinepersonalet, der er organiseret hos de finske transportarbejderes fagforening.

Reaktionen fra kabinepersonalet har været resolut, og derfor er der søndag kl. 15.00 lokal tid indledt en 24-timers strejke, der varer frem til mandag eftermiddag.

Seks afgange til og fra København
Det betyder, at Finnair søndag har aflyst 42 afgange, mens der mandag indtil videre er planlagt 63 aflysninger, så antallet af aflyste flyvninger kommer op på lidt over 100.

Aflysningerne rammer blandt andet tre rundture fra Helsinki til København. Søndag aflyses rutenummer AY959/960 Helsinki-København-Helsinki, og mandag er det AY951/952 og AY953/954, der ikke vil blive gennemført.

Søndag vil der heller ikke blive fløjet til Bangkok, Seoul og Tokyo, og mandag flyves der heller ikke fra Helsinki til Bangkok og Dubai. Flyvningerne til Singapore og Indien gennemføres dog som normalt, da kabinepersonalet her er ansat af en samarbejdspartner.

Herudover oplyser Finnair, at indenrigsflyvninger og regionale flyvninger med Norra (Nordic Regional Airlines) ikke er påvirket af konflikten.

Håber på løsning
Hos Finnairs ledelse beklager man aflysningerne og oplyser, at man gør, hvad det er muligt for at hjælpe kunderne frem til destinationen på en anden måde.

“Det er trist, at fagforeningen har valgt en ulovlig strejke i stedet for forhandlinger. Vi har gennem efteråret diskuteret sparemuligheder med fagforeningerne, men desværre er det ikke lykkedes os at opnå et resultat med kabinepersonalet. Vi har stadig håb om at kunne finde løsninger sammen,« siger Jaakko Schildt, der er koncerndriftsdirektør i Finnair.

Det er blandt ændringer i vilkårene for hotelophold under layovers på destinationerne samt ekstra timebetaling for de længere flyvninger som følge af det lukkede luftrum over Rusland, at parterne er uenige om.

 

Relaterede artikler:

Finnair overvejer at outsource 450 job i kabinen

Finnair mangler stadig hver tredje passager

Finnair vil fyre chefer og specialister