Finnair A320 under landing. (Foto: Jaromir Chalabala | shutterstock)

Finnair mangler stadig hver tredje passager

Trafiktallene for oktober viser, at selvom Finnair har iværksat en ny strategi og en række andre initiativer, kniber det fortsat med at få passagerer ombord i flyene sammenlignet med i 2019.

Til trods for at Finnair har taget mange tiltag som at indgå wetlease-aftaler, omlægge ruter, afskedige medarbejdere og lægge en ny strategi, er flyselskabet fortsat udfordret af, at man ikke har lige så mange passagerer som tidligere.

Den trend fortsatte i oktober, hvor de netop offentliggjorte trafiktal viser, at 866.900 rejsende steg ombord i et af selskabets fly. Det er et fald på 31,5 procent i forhold til samme måned i 2019, hvor 1.266.000 passagerer rejste med Finnair, der dermed har mistet godt hver tredje rejsende.

116.100 af disse var indenrigspassagerer, mens de resterende skulle til udlandet. 631.300 af de passagerer rejste til destinationer i Europa, 44.200 til Nordamerika og 75.300 fløj til Asien, som er et vigtigt marked for Finnair, men flyvninger til destinationer i regionen er blevet vanskeliggjort af luftrumslukningen over Rusland.

40 procent efter 2019-niveauet
I alt var den udbudte sædekapacitet hos Finnair i oktober på 2.807 millioner passagersædekilometer på alle selskabets flyvninger, og ud af disse blev 2.039 millioner solgt. Det resulterede i, at flyselskabet endte med en belægningsgrad på 72,6 procent.

Belægningen er ligeledes mindre end i samme måned for tre år siden, da det tal i oktober 2019 var 82,3 procent. Finnair afviklede i gennemsnit 264 daglige flyvninger med enten passagerer eller luftfragt i oktober i år, og flyselskabets punktlighed var 86,9 procent.

I alt har Finnair haft 7.512.200 passagerer fra begyndelsen af januar til og med slutningen af oktober, og det tal repræsenterer en nedgang 40 procent i forhold til 2019-niveauet, da 12.412.800 rejsende dengang fløj med selskabet i løbet af årets første ti måneder.

Blev hjulpet af efterspørgsel på fragt
I den forgangne måned transporterede Finnair 9.852,8 ton gods og flyselskabet oplevede en stærk efterspørgsel efter fragtflyvninger, hvilket blandt andet medvirkede til, at en del af trafikken til Asien kunne opretholdes uagtet flere andre omstændigheder.

”Konsekvenserne af COVID-19-pandemien som blandt andet de strenge rejserestriktioner, der fortsat opretholdes i flere lande, har kunne mærkes på trafiktallene og i særdeleshed dem for Asien-flyvningerne, og det samme har den russiske luftrumslukning i slutningen af februar,” udtaler Finnair i en skriftlig kommentar.

”Lukningen resulterede i aflysninger af ruter og en lavere frekvens i Asien-flyvninger, men takket være en solid efterspørgsel på luftfragt, har det været muligt at opretholde driften til de fleste destinationer i Asien trods de længere flyruter. Den negative effekt på passagertallet til regionen, der allerede er påvirket af pandemien, var dog tydelig i oktober.”


Relaterede artikler:

Nordiske flyselskaber mødte forskellige udfordringer

Finnair løfter sløret for selskabets nye strategi

Nordamerika større end Asien hos Finnair