- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Strejken kan tvinge SAS til markante nedskæringer

Konflikten med piloterne kan få den konsekvens, at SAS må frasælge fly eller skære ned på andre områder. Ifølge koncernchefen truer strejken i sidste ende flyselskabets overlevelsesmuligheder.

Kort før SAS-ledelsen og repræsentanterne fra SAS Pilot Group torsdag atter mødes i Stockholm, hvor de skal forhandle videre om en aftale, der kan sætte et punktum for den igangværende pilotstrejke, har flyselskabet offentliggjort en børsmeddelelse.

Heri fortæller SAS, at selvom flyselskabet har tilstrækkelig likviditet til at opfylde de finansielle forpligtelser på kort sigt, så kan det ”erodere” selskabets reserverer ”meget hurtigt”, hvis pilotstrejken fortsætter i en længere periode. Ifølge SAS skyldes det blandt andet, at en stor del sommertrafikprogrammet allerede er blevet solgt.

SAS oplyser desuden, at strejken indtil videre har ført til 2.550 aflyste flyvninger, hvilket har påvirket flere end 270.000 passagerer, og at den koster op mod 91 millioner danske kroner dagligt. I alt har strejken kostet SAS et sted mellem 700 og 910 millioner danske kroner indtil videre.

Søger særlig form for finansiering
SAS har søgt konkursbeskyttelse under Chapter 11-ordningen i USA, imens der foretages en rekonstruktion af flyselskabets økonomi, og en af fordelene ved denne ordning er, at et selskab får mulighed for at rejse såkaldt DIP-finansiering undervejs.

Det betyder, at der potentielt kan tilvejebringes nye midler, da denne gæld prioriteres over anden gæld i selskabet, og en eventuel kreditor har flere rettigheder, hvilket kan overbevise nogen om at investere trods et selskab er i konkursbeskyttelse.

Flyselskabet har – ifølge børsmeddelelsen – allerede sat gang i drøftelser med potentielle nye investorer under denne ordning om et beløb på op til 700 millioner dollars (5,1 milliarder kroner), der skal benyttes til en rekonstruktion af selskabets økonomi.

De mulige nye investorer skulle dog have gjort det klart over for SAS, at en eventuel investering afhænger af, at der kan fremvises en plan for årlige besparelser på 7,5 milliarder svenske kroner (5,2 milliarder danske kroner), som også er målet med SAS FORWARD-planen.

Konflikten skal afsluttes hurtigst muligt
Ifølge SAS kan en fortsættelse af pilotstrejken sætte selskabets muligheder for at opnå DIP-finansiering over styr, og såfremt det når dertil, kan flyselskabet blive tvunget til at sælge strategiske aktiver eller foretage ”markante nedskæringer” i både operationerne samt flåden.

SAS skriver desuden, at når først disse beslutninger er truffet, så vil det være vanskeligt at genetablere ”størrelsen og bredden af det nuværende netværk og tjenester”.

Koncernchef Anko van der Werff udtaler, at han beklager dybt over for de kunder, hvis fly enten er blevet forsinket eller helt aflyst, og så tilføjer han, at konflikten også kan få konsekvenser for processen omkring selskabets rekonstruktion.

”Strejken har også haft alvorlige konsekvenser for vores muligheder for at gennemføre SAS FORWARD-planen. Vi bliver nødt til at finde en løsning og få afsluttet konflikten hurtigst muligt. Det vil kræve, at vi når frem til en løsning, der er acceptabel for alle interessenter, der har udtrykt villighed til at hjælpe SAS på betingelse af, at selskabet når i mål med SAS FORWARD-planen. Konflikten sætter et succesfuldt udfald af Chapter 11-processen og i sidste ende virksomhedens overlevelsesmuligheder på spil. ”


Relaterede artikler:

SAS og piloterne forhandler videre torsdag

Konkurrent håber at SAS-konflikten snart er slut

Tidligere SAS-domiciler solgt i milliardhandel