- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Svenske flyselskaber får statslig håndsrækning

Den svenske regering stiller lånegarantier for i alt fem milliarder svenske kroner til rådighed for cirka 20 svenske flyselskaber.

Mens den danske og svenske regering hver især stiller lånegarantier for 1,5 milliarder svenske kroner til SAS, begrænser den svenske regerings håndsrækning til flyselskaberne sig ikke til SAS.

Udspillet fra den svenske regering tirsdag indeholder nemlig lånegarantier for i alt fem milliarder svenske kroner til de svenske flyselskaber, hvoraf 1,5 milliarder kroner altså er øremærket til SAS, mens andre svenske flyselskaber kan gøre brug af lånegarantier for 3,5 milliarder svenske kroner.

“Dette er en global krise. Vi må skabe betingelser for virksomhederne til at klare denne krise. Det gælder luftfartsindustrien og skibsfarten,” sagde den svenske infrastrukturminister Tomas Eneroth fra Socialdemokraterne på en pressekonference tirsdag.

Udspillet er baseret på en aftale mellem den svenske regering og partierne Centerpartiet og Liberalerna.

20 selskaber kan udnytte lånegarantier
Lånegarantierne fra den svenske stat kan udstedes til de cirka 20 eksisterende svenske, hvoraf en håndfuld driver regulær ruteflyvning, mens andre flyver eksempelvis ambulanceflyvninger eller driver helikopteroperationer.

”I dag er luftfart meget vigtig for at opretholde effektiv kommunikation i hele landet. Dette er vigtigt for det svenske erhvervsliv, men også ud fra et kriseberedskab og et generelt forsvarsperspektiv såvel som for flere forskellige typer af socialt vigtige transporter, såsom medicinske transporter, redning og brandflyvning,” hedder det i en pressemeddelelse fra den svenske regering.

Lunken modtagelse fra BRA
Det svenske flyselskab BRA, som driver en lang række indenrigsruter i Sverige, byder den statslige lånegaranti velkommen, men er ikke ligefrem begejstret over udspillet.

”Regeringens tilsyneladende generøse lånegaranti er bestemt god, men det, vi har brug for, er tiltag, der giver både øjeblikkelige og langsigtede likviditetseffekter – ikke lån med kreditomkostninger,” siger BRA’s administrerende direktør, Geir Stormorken, i en kommentar.

”Regeringens lånegaranti stimulerer ikke branchen generelt. Det sænker ikke omkostningerne og giver ikke et pusterum til virksomheder i en ekstremt sårbar branche,” fastslår BRA-direktøren, som forudser, at BRA kan blive nødt til at lukke ruter, hvis man ikke får hjælp til at mindske flyselskabets omkostninger hurtigst muligt.

 

Relaterede artikler:

SAS får hjælp fra Danmark og Sverige

“Statshjælp skal sikre at SAS ikke forsvinder fra landkortet”

Overvejelser om statsligt opkøb af Norwegian