- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Svenske lufthavne med nyt underskud

Det går fremad, men det går langsomt. Der er stadig brug for hårde prioriteringer i Swedavia.

Swedavia er stadig meget stærkt påvirket af virkningerne af COVID-19-pandemien.

Det viser halvårsregnskabet fra det statsejede selskab, der driver 10 lufthavne i Sverige fra Kiruna i nord til Malmø i syd.

Virksomhedens nettoomsætning i første halvdel af 2021 endte på 940 millioner svenske kroner mod 1580 i første halvdel af 2020.

Resultatet af den primære drift endte med et underskud på 869 millioner svenske kroner mod et underskud på 376 i første halvdel af 2020.

Fremgang i andet kvartal
I andet kvartal af 2021 udgjorde nettoomsætningen 483 millioner svenske kroner, mens resultatet af den primære drift endte på minus 489 millioner svenske kroner.

I andet kvartal 2020 var nettoomsætningen på 335 millioner svenske kroner, mens resultatet af den primære drift endte med et minus på 650 millioner svenske kroner.

Dermed løb Swedavia for femte kvartal i træk ind i betydelige tab. Og på trods af, at opsvinget er begyndt, er situationen stadig anstrengt.

Det vækker håb
”Det er glædeligt, at smittespredningen i mange lande er faldende, at restriktionerne ophæves, og at folk kan rejse og mødes igen. Det vækker håb ikke kun i flyindustrien, men i samfundet som helhed,” siger Jonas Abrahamsson, Swedavias administrerende direktør.

”Det opsving, vi oplevede i sidste del af andet kvartal, foregår fra meget lave niveauer, og Swedavias resultater er derfor stadig meget stærkt påvirket af pandemien.”

I andet kvartal i år rejste næsten 1,6 millioner passagerer til eller fra Swedavias lufthavne. Det er markant flere end i samme periode i 2020, hvor tallet var 322.000 passagerer. Men stadig markant under et “normalt år”. Antallet af passagerer i andet kvartal af 2021 var 85 procent lavere end i andet kvartal af 2019.

For Swedavia betyder det, at der stadig er et stort behov for både omkostningskontrol og hårde prioriteringer i alt fra den daglige drift til de langsigtede investeringsplaner.

”Men der vil være en tid efter pandemien, og vi forbereder os på, på et marked med en ny normal situation, både at styrke vores internationale konkurrenceevne og sikre tilgængelighed rundt om i landet,” siger Jonas Abrahamsson.

 

Relaterede artikler:

Swedavia: ”Vi kan se at landene begynder at åbne sig”

10 svenske lufthavne stadig uden trafik

Stort halvårsunderskud hos Swedavia