- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Svenskerne er på vej tilbage i flyene

Nye tal for trafikken i de svenske lufthavne viser klar fremgang. Men der er stadig lang vej tilbage til normale tilstande.

I juni fløj 769.000 passagerer via Swedavias 10 lufthavne i Sverige. Antallet af passagerer i juni lander på det højeste niveau i en enkelt måned siden marts 2020.

I forhold til måneden før er der tale om en klar fremgang. I maj havde de svenske lufthavne 446.000 passagerer.

Sammenlignet med juni 2019, hvor Swedavia havde lidt over 3,8 millioner passagerer, er der tale om et fald på 80 procent.

”Vi er stadig langt fra en normal situation og fra niveauet før pandemien,” siger Jonas Abrahamsson, Swedavias administrerende direktør.

Vaccinerne virker
”Det faktum, at efterspørgslen øges, er primært en effekt af vaccinationernes udrulning og lempelser i rejserestriktionerne. Vi ser også en sæsoneffekt i form af flere sommerrejser. Vores lufthavne tilbyder et stadigt stigende udvalg af nye destinationer og ruter,” fortsætter han.

Af de 769.000 rejsende i juni var lidt over 488.000 udenrigsrejsende og lidt over 280.000 indenrigs. Det svarer til et fald på henholdsvis 83 procent og 73 procent sammenlignet med niveauet før pandemien i juni 2019.

Arlanda med vækst
I Sveriges største lufthavn, Stockholm Arlanda Airport, var der i juni 463.000 passagerer mod 271.000 i maj.

Göteborg Landvetter Airport havde i alt næsten 126.000 passagerer i juni mod 64.000 i maj. Bromma Stockholm Airport havde næsten 44.000 passagerer mod 21.000 i maj.

I Swedavias syv regionale lufthavne var der 137.000 passagerer mod 89.000 i maj. Visby Lufthavn havde den bedste udvikling i juni efterfulgt af Luleå Lufthavn og Kiruna Lufthavn.

Har mistet millioner
I løbet af de 16 måneder, siden pandemien begyndte, har Swedavia mistet omkring 45 millioner passagerer.

”Udviklingen i fremtiden og i løbet af efteråret er helt afhængig af udviklingen i pandemien, hvilket betyder, at den fremtidige markedsudvikling stadig er usikker, ” siger Jonas Abrahamsson.

 

Relaterede artikler:

Swedavia: ”Vi kan se at landene begynder at åbne sig”

Stort halvårsunderskud hos Swedavia

Første Swedavia-lufthavn med fjernstyret tårn