- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SWISS skal flyve på brændstof fra solenergi

En helt ny type bæredygtigt flybrændstof og en beklædningsfilm, der er inspireret af huden på hajer, skal hjælpe SWISS med at reducere både brændstofforbrug og CO2-udledning i fremtiden.

Lufthansa-selskabet SWISS bliver det første flyselskab i verden, der tager en ny type sustainable aviation fuel (SAF) i brug. Begrebet er en samlende betegnelse for de bæredygtige flybrændstoffer, der kan være med til at mindske luftfartens CO2-udledninger.

SWISS har sammen med resten af Lufthansa-koncernen indgået en aftale med den schweiziske virksomhed Synhelion, der har udviklet en ny teknologi, hvor varme fra solens stråler omdannes til brændstof, som – når det forbrændes – kun vil udlede den mængde CO2, der blev benyttet under fremstillingen.

Markedet for bæredygtigt flybrændstof er i øjeblikket udfordret af, at udbuddet er relativt lavt og prisen er høj. Det er blandt andet derfor, at SWISS er en del af samarbejdet, da flyselskabet i stigende grad forventer at benytte bæredygtigt brændsel i de kommende år.

Benytter varme fra solen
Teknologien fra Synhelion fungerer sådan, at koncentreret solvarme benyttes til at fremstille syntesegas, som efterfølgende kan omdannes til petroleum ved hjælp af allerede kendte processer fra industrien. Det endelige produkt kan benyttes som flybrændstof.

I løbet af i år planlægger Synhelion at opføre verdens første anlæg i industriel skala til fremstilling af denne type brændstof. Anlægget skal etableres i den tyske by Jülich, og det forventes at SWISS allerede næste år kan foretage flyvninger, der er drevet af det nye brændstof.

Derudover oplyser selskaberne også, at både SWISS og Lufthansa-koncernen ligeledes vil støtte opførslen af endnu et anlæg, hvor Synhelions kommercielle brændstof-fremstilling vil foregå. Dette anlæg skal etableres i Spanien.

“Vi er stolte over, at SWISS bliver det første flyselskab i verden, der flyver med brændstof skabt af solenergi. Sammen med Synhelion støtter vi schweizisk innovation. Vi forfølger og fremmer aktivt udviklingen, introduktionen samt en opskalering af denne meget lovende teknologi til fremstilling af bæredygtige brændstoffer,” udtaler koncernchef Dieter Vranckx fra SWISS.

Inspireret af hajers hud
Grønt brændstof ombord på flyene er dog ikke det eneste initiativ, der skal gøre flyselskabet mere bæredygtigt. SWISS bliver nemlig også det første flyselskab, der får en del af flåden beklædt med en ny type film, der kaldes AeroSHARK.

Navnet er valgt, fordi flybeklædningen er inspireret af huden på hajer, som er meget hydrodynamisk og grovere end hos mennesker. Det har gjort, at hajer i mange år har været en inspirationskilde til at optimere dynamikken i både luften og vandet.

Filmen er fyldt med små knopper, der blot er 50 mikrometer høje. Knopperne påvirker luftstrømmene på en måde, så den aerodynamiske modstand på flyvningen bliver mindre. Det betyder, at flyene både bliver mere brændstofeffektive og samtidig udleder mindre CO2.

Ifølge SWISS skal flyselskabets 12 Boeing 777-300ER-fly hver især iklædes 950 kvadratmeter AeroSHARK, der bliver sat fast på flyenes skrog samt motorerne.

Forventer store besparelser
Filmen er udviklet af Lufthansa Technik i samarbejde med den tyske kemivirksomhed BASF, men SWISS har også været en del af processen. Sidste sommer gennemførte selskabet en Boeing 777-flyvning mellem Zürich og San Francisco på den amerikanske vestkyst.

Undervejs blev der målt på aerodynamikken på en af flyets vinger, og data fra denne flyvning skal i nær fremtid benyttes til at udvikle en AeroSHARK-film, der kan bruges på vinger.

Ifølge SWISS går arbejdet med at få sat AeroSHARK-filmen på selskabets fly i gang i midten af 2022, og det vil herefter foregå, når tidsplanen tillader, at de enkelte fly kan tages ud af driften for en stund.

Når filmen er monteret på flyene, forventer SWISS, at det vil gøre den del af flåden 1,1 procent mere brændstofeffektiv. Det betyder, at det årlige brændstofforbrug falder med 4.800 ton og de årlige CO2-udledninger fra hele den del af flåden reduceres med 15.200 ton, hvilket svarer til den mængde CO2, der udledes på 87 flyvninger mellem Zürich og byen Mumbai i Indien.

 

Relaterede artikler:

Dansk leverandør skriver kontrakt om eJetfuel

A.P. Møller – Mærsk vil flyve grønt med KLM

ATR gennemfører testflyvning med 100 procent SAF