- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sygefravær tvinger Finnair til massive aflysninger

Finnair reducerer sit trafikprogram i februar med 20 procent som følge af stort corona- og influenzarelateret sygefravær blandt ansatte i flyselskabet og i de finske lufthavne.

Det er ikke alene SAS, der har valgt at reducere kapaciteten i vintertrafikprogrammet. Nu følger Finnair efter på baggrund af en markant stigning i sygefraværet blandt personalet.

Det er det stigende antal smittetilfælde med omikronvarianten og den aktuelle influenzasæson, der har presset selskabets ressourcer til det yderste, så det er nødvendigt at reducere trafikprogrammet i februar med omkring 20 procent. Dermed bliver der mere luft i trafikprogrammet til at kunne skabe en mere fleksibel planlægning i forhold til den aktuelle situation.

“Personalets sygefravær påvirker nu Finnair og lufthavne i Finland såvel som i hele verden markant. Vi sigter mod at imødekomme disse ressourceudfordringer gennem aflysning af flyafgange, for at undgå ændringer i sidste øjeblik og bedre styre vores kunders forventninger. Dette vil give kunderne mere tid til at forberede sig på ændringer i tidtabellen og justere deres rejseplaner, hvis det er nødvendigt,” siger Ole Orvér, kommerciel direktør hos Finnair.

Aflyser på højfrekvente ruter
Finnair oplyser, at størstedelen af de aflyste flyvninger er foretaget på ruter, hvor det finske selskab flyver flere gange dagligt. Dermed vil det være muligt at tilbyde alternative flyvninger samme dag.

Det er eksempelvis ruter fra Helsinki til København, Stockholm, Oslo, Paris og Rom, der vil være omfattet af de aktuelle tilpasninger.

Det går også ud over langdistanceruterne, hvor den nye rute til Dallas udsættes fra februar til opstart den 27. marts. Genstarten af flyvningerne til Nagoya og Osaka i Japan vil også blive udskudt til sommersæsonen. Herudover reduceres flyvningerne til Hongkong til tre ugentlige afgange, mens Singapore kun får betjening to gange om ugen.

Udfordret af vintervejr og strejkevarsel
Det er nok ikke udelukkende det høje sygefravær, der har tvunget Finnair til at aflyse. Samtlige flyselskaber melder om faldende efterspørgsel, og det har givetvis også noget med de mange aflysninger at gøre.

Herudover er Finnair i øjeblikket hårdt ramt af vintervejret, og den 17. januar truer en varslet strejke fra fagforeningen Pro, der blandt andet organiserer teknikere og mekanikere i selskabet. Her varsler Finnair også mulige trafikforstyrrelser og aflysninger.

“Finnair er ikke part i tvisten mellem de to fagforeninger, men enhver strejke vil stadig have en indvirkning på Finnairs flyvedligeholdelse. Med vores fortsatte prioritering af sikkerhed har Finnair derfor truffet særlige arrangementer for at sikre den fortsatte vedligeholdelse af flyene under den potentielle strejke,” hedder det i en meddelelse fra selskabet.

 

Relaterede artikler:

Finnair: Ingen alkohol på aftenflyvninger

Færre Finnair-passagerer i 2021 end i 2020

Finnair kan blive ramt af finsk luftfartsstrejke