- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tæt på største år i Billund Lufthavn nogensinde

Flere end 3,7 millioner passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i 2022, og det var principielt en tangering af rekorden fra 2019. "Ingen ville have troet det ved udgangen af 2020, Det ville vi ikke en gang selv," lyder det fra lufthavnsdirektøren.

I slutningen af 2019 boblede der af optimisme i Billund Lufthavn. Allerede her begyndt man at tale om, at man ville ramme fire millioner årlige passagerer i 2020.

Men som bekendt kom coronapandemien på tværs, og i stedet for den ventede passagerrekord måtte den internationale vestdanske lufthavne i stedet nøjes med 929.082 passagerer i 2020, hvilket var det lavest antal siden 1991.

I 2022 har Billund Lufthavn til gengæld taget revanche, og nu er lufthavnen tilbage, hvor den slap ved indgangen til 2020. Således var der 3.712.400 passagerer, der rejste gennem Billund Lufthavn i 2022, og det var blot 6.475 færre end i rekordåret 2019, hvor 3.718.875 passagerer blev registreret.

Dermed har lufthavnen endegyldigt dokumenteret, at den er fuldt ud tilbage fra coronapandemien, hvilket administrerende direktør Jan Hessellund er stolt af.

“Hvis vi havde sagt højt ved udgangen af 2020, at Billund Lufthavn ville have samme passagertal i 2022 som i 2019, ville ingen have troet på os. Det ville vi ikke en gang selv. Men vi har lagt os i selen, og knoklet for at være klar til, at trafikken ville komme tilbage. Og selvom sommeren var hektisk, så løftede medarbejderne i Billund Lufthavn alligevel i flok og håndterede 10,3 procent flere passagerer, end de gjorde i 2019. Det er den direkte årsag til, at vi lander på samme niveau som i 2019.”

Flyselskaber og charterbureauer bag optimisme
Med et så flot resultat burde en ny passagerrekord være inden for rækkevidde i 2023, selvom der er flere faktorer, der peger i den modsatte retning af den optimisme, som lufthavnens ledelse udtrykker.

“Vi går ind i 2023 med et år i bagagen, hvor vi kom tilbage på niveau. Det giver selvfølgelig selvtillid at få flyselskabernes og markedets anerkendelse på den måde. Det er ligeledes flyselskabernes og charterbureauernes forventninger til især sommeren 2023 fra Billund Lufthavn, der skaber optimismen,” forklarer Jan Hessellund.

På trods af krigen i Ukraine, inflation samt udsigt til recession, hæfter lufthavnsdirektøren sig ved, at det indtil videre ikke har påvirket danskernes rejselyst. Herudover noterer lufthavnen sig, at der kommer nye ruter til Grønland med Air Greenland, Wien med Austrian Airlines, Bruxelles med Brussels Airlines, og Ryanair starter op med ruter til Berlin, Valencia og Sardinien.

Tilfredshed med luftfragtcentret
I Billund Lufthavn er det ikke alene passagertrafik, at det handler om. Luftfragtcentret havde et år, hvor der blev ekspederet 76.874 tons luftfragt, som godt nok var en smule mindre end sidste år, men det var også næsten fire procent over de 74.064 tons fragt, der blev håndteret i 2019.

“Ligesom på passagersiden vil 2022 for evigt og altid stå stærkt i erindringen. Der har været fuld fart på udviklingen, og etablering af partnerskaber, der gør Billund Lufthavn til et endnu mere veletableret fragtknudepunkt – og ikke kun i Danmark. Mængderne i december slutter som forventet af med en nedgang, når man tager afmatningen i markedet i betragtning. Men resultatet for hele året kan vi kun være tilfredse med,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.

Samtidig ser lufthavnen frem til et 2023 med store begivenheder. Det er først og fremmest planerne om, at Maersk Air Cargo vil gøre sin entré med fragtruter mellem Billund og Kina.

 

Relaterede artikler:

Atter over en million passagerer i Billund Lufthavn

Værste år i Billund Lufthavn siden 1991

Billund: Vi går efter fire millioner passagerer i 2020