Travlhed ved check-in i Billund Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Atter over en million passagerer i Billund Lufthavn

Flyselskaberne har i 2021 investereret massivt i nye ruter fra Billund Lufthavn, og det løftede passagertallet til 1.362.245 fra under en million passagerer i 2020. Til gengæld blev der sat ny rekord i fragtcentret.

Da sidste kalenderblad var vendt i 2020 måtte Billund Lufthavn konstatere, at det havde været det værste år siden 1991 målt på antallet af passagerer. Blot 929.082 havde benyttet lufthavnen.

I 2021 er det gået fremad, selvom trafikken var meget begrænset i den første halvdel af året som følge af den lange nedlukning af samfundet, som coronasmitten afstedkom. Ved årets slutning var der optalt 1.362.245 passagerer, og det var 46,4 procent flere end i 2020, hvormed den internationale vestdanske lufthavn kom tilbage på et niveau, der svarer til 1994. 

Med flere end 3,7 millioner passagerer i 2019, er der stadig et stykke vej tilbage til normale tilstande, men 2022 vil sikkert kunne bringe lufthavnen et godt stykke af vejen.

Stærk afslutning på året
Der er nemlig optimisme i Billund Lufthavn på baggrund af et stærkt efterår, og i december sluttede man året godt af med 142.252 passagerer, hvilket var omkring 63 procent af 2019-niveauet.

“Juleferien slutter faktisk af på et ligeså højt niveau, som de forrige måneder. Men nedgangen i december skyldes umiddelbart en afmatning af de erhvervsrejsende i starten af december. Her er der normalvis høj rejseintensitet med erhvervsrejsende, der lige skal have det sidste på plads inden juleferie. Så alt i alt er vi tilfredse med niveauet i december og for hele året,” siger administrerende direktør Jan Hessellund.

Til gengæld er der ikke noget, der tyder på, at årets første måned bliver noget at skrive hjem om. Ryanair og Wizz Air har midlertidigt indstillet en stor del af ruterne i januar, og det kommer til at påvirket passagertallet.

Massiv investering i nye ruter
Til gengæld er der stor optimisme omkring den kommende sommer, hvor der er en del nyheder på vej samtidig med, at vintertrafikprogrammets nye ruter fra Ryanair og Wizz Air for alvor kan slå igennem.

“Vi har i hele 2021 fået enorm stor anerkendelse af flyselskaberne, der har investeret massivt i ruter fra Billund Lufthavn. Det er blevet til to nye flyselskaber – Vueling og Swiss, ny Ryanair-base og hele 21 nye ruter. Og ad flere omgange har vi periodevist nærmet os samme passagertal som i 2019,”understreger lufthavnsdirektøren.

Jan Hessellund sætter også sin lid til Lufthansas kommende rute til München samt den nye Corendon-base med flyvninger til Tyrkiet, Grækenland og Spanien.

Rekord i fragtcentret
Billund Lufthavn er dog andet og mere end passagertrafik. I lufthavnens fragtcenter blev der sat ny rekord med 77.150 tons luftfragt, hvilket var 4,2 procent højere end i 2019 og hele 14,9 procent over 2020.

“Vi har understøttet det danske erhvervsliv med at få deres eksportvarer ud i verden, mens det har været svært på land og til vands. Vi har fat i den lange ende og er gode til det, vi gør. Vi er i god dialog med speditører, transportører og andre aktører, der er relevante for fragten i luften, så der er spændende aktiviteter på vej i 2022, hvor vi ligeledes forventer yderligere fremgang.” lyder det fra Jan Hessellund.

 

Relaterede artikler:

Billund-trafik stabiliseret på 70 procent af 2019-niveau

Værste år i Billund Lufthavn siden 1991

Fordobling i Billund fra 2000 til 2019