- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Telegiganter udsætter 5G efter 109 flyaflysninger

Udrulningen af 5G-netværket ved flere amerikanske lufthavne er blevet bremset indtil videre, fordi luftfartsbranchen er bekymret over ”katastrofale forstyrrelser” af flytrafikken.

Alarmklokkerne begyndte for alvor at ringe mandag. Her udsendte Boeing en meddelelse, hvori den amerikanske flyproducent advarede flyselskaber om, at de ikke bør ”foretage indflyvninger eller lande med 777’ere på amerikanske landingsbaner”. Det skriver The Air Current.

Årsagen til brevet var, at det nye 5G-mobilnetværk skulle være rullet bredt ud i USA onsdag i denne uge. Den seneste tid er der dog opstået tvivl om hvorvidt, at det kan skabe problemer med visse højdemålere og andet elektronisk udstyr. Det skyldes, at flyudstyret benytter en række af de samme frekvenser, som 5G-signalet også gør.

Flere internationale flyselskaber aflyste herefter flyvninger til USA. Både Emirates, Air India samt de to japanske selskaber Japan Airlines og All Nippon Airways trak stikket på en række flyvninger. I alt blev 109 flyvninger aflyst tirsdag som følge af bekymringerne.

Ændrer planen
Mandag udsendte en række flyselskabsdirektør fra blandt andet Delta Air Lines, American Airlines og Southwest Airlines ligeledes et brev, hvor de også advarede om 5G-bekymringerne. Brevet var blandt andet stilet til den amerikanske transportminister Pete Buttigieg.

I brevet advarede flyselskaberne om, at udrulningen af 5G-netværket potentielt kan føre til “katastrofale forstyrrelser” af flytrafikken. Derudover bad de ministeren om at sørge for, at der ”øjeblikkeligt” bliver taget hånd om situationen.

Det fik de to store amerikanske teleselskaber AT&T og Verizon til at handle. Selskaberne har efterfølgende offentliggjort, at de ændrer på planen for udrulningen. Det betyder, at selskaberne venter med at sætte gang i 5G-signalet ved visse amerikanske lufthavne.

Kritiserer flyselskaber og luftfartsmyndigheder
Beskeden fra AT&T og Verizon blev taget vel imod. Den amerikanske præsident Joe Biden har efterfølgende offentliggjort en udtalelse, hvori præsidenten takker de to selskaber for, at de nu slår bremsen i for udrulningen nær lufthavnene.

Omkring 40 lande på verdensplan benytter allerede 5G-mobilnetværket. Flere lande har dog også taget forbehold ved de 5G-antenner, der befinder sig tæt på en lufthavn. I Canada er der eksempelvis indført større bufferzoner og i Frankrig peger antennerne nedad for at undgå forstyrrelser.

AT&T rettede tirsdag kritik af både de amerikanske luftfartsmyndigheder og flyselskaberne. Telegiganten skrev i en udtalelse om myndigheder og flyselskaber, at ”de har ikke brugt de sidste to år, som de har haft til rådighed, til at udarbejde en ansvarlig plan for denne udrulning”.

 

Relaterede artikler:

5G kræver ekstra sikkerhedsregler for Dreamlinere

Airbus og Boeing advarer mod nyt 5G-netværk

Samarbejde skal føre til 5G-net på fly