5G Network (Foto: Alexander Supertramp | shutterstock)

Airbus og Boeing advarer mod nyt 5G-netværk

Airbus og Boeing beder nu præsident Joe Biden om at udskyde udrulningen af USA’s nye 5G-netværk, da de to store flyproducenter frygter, at det vil skabe problemer med flyvesikkerheden.

Herhjemme bliver modstandere af 5G-netværket tit slået i hartkorn med konspirationsteoretikere og såkaldte sølvpapirshatte. Det nye mobilnetværk skal gøre det hurtigere at surfe på nettet med smartphones, men i USA har to markante stemmer nu meldt sig i koret af modstandere.

Flyproducenterne Airbus og Boeing har sendt et brev til den amerikanske transportminister Pete Buttigieg, hvori de beder transportministeren gå til sin chef – præsident Joe Biden – og få ham til at udskyde den planlagte udrulning af det nye netværk i USA. Den proces starter ellers den 5. januar 2022. Det skriver CNN.

Flyproducenterne er bekymrede over det nye netværk, da selskaberne frygter, at det kan have ”en negativ påvirkning på flyenes evne til at operere sikkert”. Brevet er underskrevet af koncernchef David Calhoun fra Boeing og administrerende direktør Jeffrey Knittel fra Airbus Americas.

Kan påvirke højdemåleren
Konkret frygter de to store flyproducenter, at flyenes højdemålere vil blive påvirket af det nye netværk. Højdemålere er blandt andet et instrument, som hjælper piloter med at lande sikkert, når der er lav sigtbarhed omkring lufthavnen.

Ifølge en kilde fra luftfartsbranchen, som CNN har talt med, så kan dette potentielt påvirke flere hundrede tusinde flyvninger hvert år. Såfremt højdemåleren ikke fungerer, kan det føre til, at flyene enten blive forsinkede eller tvunget til at lande i en anden lufthavn end planlagt.

Det har fået flyproducenterne til at udarbejde et forslag, der skal mindske 5G-signalet omkring amerikanske lufthavne. Nu håber selskaberne, at regeringen vil samarbejde med luftfartsmyndighederne om at føre det forslag ud i livet.

Nye regler forhindrer brug
Hvis den amerikanske regering fortsætter udrulningen af det nye 5G-netværk som planlagt, kan det få en ”massiv” indvirkning på flytrafikken, lyder det i brevet. Flyproducenterne tilføjer, at det ”sker på et tidspunkt, hvor luftfartsbranchen fortsat kæmper med COVID-19-pandemien”.

De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, mener også, at 5G kan gøre det usikkert at flyve. Derfor offentliggjorde de tidligere på måneden et nyt regelsæt, der forhindrer piloter i at benytte systemer til automatisk landing samt visse andre instrumenter ved lav højde.

Regelsættet forventes at ville få konsekvenser for flere end 6.800 amerikanske fly samt et stort antal flyproducenter. Derudover kan de nye regler også føre til forstyrrelser eller ændringer af en række ruter til eller fra lufthavne, hvor der ofte er lav sigtbarhed.

EASA holder øje
Det er ikke kun i USA, at luftfartsmyndighederne overvejer konsekvenserne af 5G-udrulningen. Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur EASA holder i øjeblikket øje med, om det nye mobilnetværk kan påvirke flyenes højdemålere, når piloterne skal lande i europæiske lufthavne.

Det ser dog ikke umiddelbart sådan ud, da de amerikanske 5G-master installeres højere oppe end i Europa. EASA anerkender derfor den amerikanske bekymring, men mener ikke umiddelbart, at de samme forhold gør sig gældende i Europa.

”På nuværende tidspunkt er der ikke identificeret nogen risiko for usikker interferens i Europa,” lyder det fra EASA i en meddelelse, der blev udsendt tidligere på måneden. Sikkerhedsagenturet understreger dog, at situationen vurderes løbende i takt med, at 5G rulles mere bredt ud.

 

Relaterede artikler:

Sidste Airbus A380 til Emirates

Airbus erstatter Boeing hos Qantas

Boeing 737 MAX kan vende tilbage til Kina