- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Thai Airways kan flyve videre under konkursbeskyttelse

Thai Airways er i store økonomiske problemer, og der har været spekuleret i en snarlig konkurs.

Nu ser flyselskabet imidlertid ud til at være reddet, da det thailandske kabinet tirsdag har givet grønt lys til en rekonstruktionsplan, som er blevet forelagt en konkursdomstol. Det oplyser Chakkrit Parapuntakul, fungerende præsident i Thai Airways, i en pressemeddelelse.

Dermed undgår Thai Airways en likvidation eller konkurs, og selskabet fortsætter med at være i betalingsstandsning, imens redningsplanen bliver gennemført. Udviklingen betyder, at Thai Airways kan flyve videre med både passagerer og fragt under betalingsstandsningen.

Thai Airways vil med den godkendte rekonstruktionsplan være i stand til at komme på fode igen, mens der er solid beskyttelse af alle selskabets relevante interessenter. Forretningen fortsætter parallelt med rekonstruktionsplanen for at øge den driftsmæssige effektivitet og forbedre produkt- og servicekvaliteten, lyder det.

”Thai er forpligtet til at gøre alt for at komme ud af krisen. Dette er et vigtigt skridt for Thai for at blive en stærkere og mere bæredygtig enhed. Thai udtrykker sin taknemmelighed til alle berørte i økonomien, aktionærerne, partnerne, alliancen, kunderne og særligt alle Thai-passagerer for deres fortsatte støtte og tillid til flyselskabet. Thai vil genoptage fuld drift, når COVID-19-situationen er aftaget,” oplyser Thai Airways.

Understreger over for offentligheden
Den nye rekonstruktionsplan erstatter en tidligere redningsplan, hvor Thai Airways ville søge et lån på 58 milliarder baht, svarende til 12,5 milliarder kroner. Dette blev garanteret af regeringen for at redde flyselskabet gennem coronakrisen.

Mandag understregede en talskvinde fra den thailandske regering, at Thai Airways ikke ville gå konkurs som følge af coronakrisen.

”Premierminister Prayuth Chan-ocha har understreget behovet for at få offentligheden til at forstå, at dette ikke handler om at gå ind i konkursbehandling, men gennemgå en rekonstruktionsproces,” siger talskvinden Narumon Pinyosinwat.

Konkursloven i Thailand dækker både over en reel konkursbehandling og processer omkring rehabilitering.

Thai-fly på jorden indtil juli
Selv om Thai Airways reelt set stadig har mulighed for at sende fly i luften, går der en rum tid, før det sker. De fleste af selskabets fly har været på jorden under COVID-19-pandemien, og dette fortsætter til den 30. juni. De thailandske luftfartsmyndigheder har nemlig forlænget forbuddet mod internationale flyvninger i Thailand i endnu en måned.

Dermed kommer Thai-flyene ikke på vingerne foreløbigt, og ruten fra Bangkok til København vil dermed fortsat være lukket i minimum halvanden måned. Det er stadig uvist, i hvilket omfang Thai Airways vil opstarte sine ruter i juli. Selskabet følger situationen og vil åbne op for ruter, når efterspørgslen stiger, og rejserestriktioner i de forskellige lande forsvinder.

Thai Airways udfører udelukkende flyvninger i øjeblikket for at hente strandede thailændere hjem, ligesom der gennemføres fragtflyvninger for at levere landmændenes produkter til de udenlandske markeder.

Hvert år siden 2012 – undtagen 2016 – har Thai Airways landet et underskud, og coronakrisen har kun gjort den økonomiske situation i selskabet endnu værre.

 

Relaterede artikler:

Thai Airways: Noget af konkurrencepresset er væk

Nyt stort kvartalsunderskud i Thai Airways

Medie: Thai Airways er i krise