- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Thomas Cook-selskab flyver videre på statslån

Mens det britiske Thomas Cook Airlines UK må holde flyene på jorden efter mandagens konkursbegæring i moderselskabet, så er det lykkedes søsterselskaberne at komme i luften igen.

Således har Thomas Cook Airlines Scandinavia i et vist omfang genoptaget flyvningerne, og det samme er tilfældet med tyske Condor, der også har været en del af Thoms Cook-koncernen.

Det er nemlig lykkedes det tyske flyselskab at sikre sig mellemfinansiering fra den tyske forbundsstat og delstaten i Hessen, hvilket rent konkret er et lån på 380 millioner euro – eller 2,83 milliarder danske kroner – med en seks måneders løbetid. Condor oplyser i en pressemeddelelse, at lånetilsagnet først skal godkendes af EU-Kommissionen, før pengene ryger ind på kontoen.

“4.900 ansatte i Condor, partnere, leverandører og kunder takker den tyske regering og den hessiske delstatsregering for denne beslutning. Condor er et sundt og rentabelt selskab, der også leverer et positivt resultat i det indeværende år. Da vores likviditet i den sæsonbestemte svagere vintersæson blev opbrugt af vores insolvente moderselskab, har vi brug for denne mellemfinansiering til den kommende vintersæson. Denne beslutning er et vigtigt skridt i retning af at sikre vores fremtid for vores forretning,” siger Ralf Teckentrup, der er koncernchef hos Condor.

Vil søge “skilsmisse” fra moderselskab
Condor fortsætter med at flyve og har samtidig indledt en proces, der skal beskytte selskabet fra eventuelle krav fra det insolvente moderselskab og samtidig sikre en udskillelse fra koncernen.

Den tyske konkurslovgivning giver nemlig mulighed for at søge en beskyttelse, hvis det kan dokumenteres, at der er positive muligheder for at gennemføre en succesfuld rekonstruktion.

“I den aktuelle situation er dette skridt det bedste for vores kunder, vores forretningspartnere, leverandører og for os. Det giver os fuld uafhængighed af Thomas Cook Group Plc og mere sikkerhed for vores fremtid. Det er et formelt nødvendigt og logisk skridt for os. Vores drift fortsætter som planlagt, og vi vil fortsætte med at sikre, at vores gæster når frem til deres destination sikkert og pålideligt, “uddyber Ralf Teckentrup.

Det bliver dog kun ruteflyvningerne, som Condor vil kunne gennemføre. Onsdag morgen har Thomas Cook GmbH – der består af en lang række rejsebureauer i Tyskland – indgivet konkursbegæring, og derfor kan disse gæster ikke indgå i passagergrundlaget for Condor.

Overskud i seneste regnskabsår
Condor beskæftiger 53 fly, og har således haft den største flåde blandt koncernens flyselskaber. Der er 21 fly i A320-serien fra Airbus samt et enkelt A330-langdistancefly. Herudover råder det tyske Thomas Cook-flyselskab over 16 Boeing 767 og 15 Boeing 757. Gennemsnitsalderen på flyene er på 17,4 år.

Selskabet transporterer årligt otte millioner passagerer og flyver til flere end 100 destinationer fra otte tyske lufthavne. I regnskabsåret 2018/19 landede omsætningen på 13,4 milliarder kroner, og driftsresultatet var på 320 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Tre skandinaviske Thomas Cook-fly atter på jorden

Thomas Cook er kollapset

Thomas Cook Airlines overtages af bankerne