Ti på stribe fra Thomas Cook Airlines

Det danske charterflyselskab Thomas Cook Airlines Scandinavia kunne for 10. år i træk præsentere et overskud. Årets resultat blev på 197 millioner kroner, men ikke alt er relateret til driften. Selskabet har fået en ekstraordinær indtægt på flyhandel, der sikrede 65 procent af overskuddet.

Ti år i træk med overskud er et sjældent syn i luftfartsbranchen. Men det er ikke desto mindre tilfældet hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der bl.a. flyver for Spies.

Selskabet fik i regnskabsåret 2009/10, der sluttede den 30. september et nettooverskud på 197 millioner kroner mod 73 millioner kroner året før. Det var således et resultat, der overgik det hidtidige rekordår i 2006/07.

Men det er ikke traditionel flydrift, der denne gang har sikret det flotte overskud. En engangsindtægt på 128 millioner kroner i forbindelse med køb af to tidligere leasede Airbus A330-fly har sikret 65 procent af overskuddet.

“Det gode resultat bygger bl.a. på en nærmest optimal udnyttelse af sæderne om bord på flyene. Hvor ruteflyselskaberne udnytter ca. 65-70 procent. af deres flystole, har vi sidste år haft en belægningsprocent på 93 procent,“ fortæller Torben Østergaard, der er administrerende direktør i Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Belægningsprocenten er dog ikke større end sædvanligt. Siden 2004 har den ligget på mellem 92 og 94 procent med 2007/08 som det år, hvor man har været bedst til at fylde flyene.

“Vores gode resultat er opnået gennem et positivt samarbejde med koncernens egne rejsearrangører, Spies og Ving, der er markedsførende i Danmark, Sverige og Norge samt Tjäreborg i Finland. Mens en lang række europæiske flyselskaber skærer ned, udvider vi sommeren over med en ekstra Airbus 320, der fortrinsvis skal flyve fra Danmark og Norge,“ fortællerTorben Østergaard.

Thomas Cook Airlines Scandinavia er i dag en del af den britiske rejsekoncern Thomas Cook Group. Men sådan har det ikke altid været. Selskabets historie daterer sig i realiteten tilbage til 1961, hvor blandt andre ØK og SAS stod bag etableringen af charterflyselskabet Scanair A/S.

Scanair blev i 1994 fusioneret med Simon Spies-selskabet Conair under navnet Premiair. I 2002 skiftede Premiair navn til MyTravel Airways og i 2008 efter fusionen mellem Thomas Cook Group Plc og MyTravel Group Plc skiftede selskabet endnu engang navn til det nuværende Thomas Cook Airlines.

Det danske charterflyselskab beskæftiger idag 921 fuldtidsansatte, heraf ca. 400 på hovedkontoret i Dragør. Selskabet transporterede i 2009/10 i alt 2,2 millioner passagerer fordelt med 40 procent fra Sverige, 29 procent fra Norge, 22 procent fra Danmark og kun ni procent fra Finland. Thomas Cook Airlines Scandinavia og Cimber Sterling er i dag de to største danske flyselskaber.

Foto: Thomas Cook Airlines Scandinavia fik i regnskabsåret 2009/10 overskud for 10. år i træk.