- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Tidligere Billund-direktør får toppost i grønlandske lufthavne

Kjeld Zacho Jørgensen udvider sine bestyrelsesposter i Grønland. Eks-direktøren fra Billund Lufthavn bliver bestyrelsesformand i de tre selskaber omkring Kalaallit Airports.

Siden færøske Johannus Egholm Hansen i slutningen af september pludseligt forlod posten som bestyrelsesformand for de tre selskaber omkring Kalaallit Airports, har danskc Christian Berg som næstformand i bestyrelserne midlertidigt varetaget formandshvervet.

Dette er foreløbigt afsluttet torsdag, hvor der på ekstraordinære generalforsamlinger i Kalaallit Airports Holding a/s og Kalaallit Airports Domestic a/s blev besluttet at Kjeld Zacho Jørgensen fremover skal sidde for bordenden i bestyrelseslokalet. Kjeld Zacho Jørgensen er ikke ubekendt med grønlandsk luftfart, da han gennem de seneste to og et halvt år har været bestyrelsesformand i Air Greenland.

Der er endnu ikke afholdt ekstraordinær generalforsamling i Kalaallit Airports International a/s, men også her forventes det, at Kjeld Zacho Jørgensen bliver valgt til formand.

I en pressemeddelelse fremhæver Kalaallit Airports’ administrerende direktør Jens R. Lauridsen, at hans kommende chef har haft en lang karriere inden for både ledelse af offentlige selskaber og i særdeleshed selskaber omkring luftfart, blandt andet i rollen som administrerede direktør for Billund Lufthavn fra 2010 til 2018.

Skal løse udfordringer i Qaqortoq
Kalaallit Airports står for etableringen af den kommende indenrigslufthavn i Qaqortoq samt for at etablere, eje og drive de to nye internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Det ene af de tre lufthavnsprojekter befinder sig dog i en aktuel krise. I august blev udbuddet på anlæggelsen af en ny lufthavn i Qaqortoq i det sydlige Grønland nemlig annulleret, fordi de indkomne bud var for dyre i forhold til selskabets budget.

I den forbindelse anbefalede den tidligere bestyrelsesformand en kortere landingsbane, hvis byggeriet skulle holdes inden for det budget, som selskabet har fået stillet til rådighed af politikerne. Det forslag har dog mødt politisk modstand fra Sydgrønland, der ikke ønsker en kortere bane, så der er nok at udfordringer for den nyvalgte bestyrelsesformand.

”Jeg er både beæret og ydmyg over at blive formand for Kalaallit Airports. Det er det største infrastruktur-projekt i Grønlands historie, og vil få stor betydning for udviklingen af det grønlandske samfund i de næste mange år. Fra mine otte år i Billund Lufthavn ved jeg, at en lufthavn er en stærk vækstmotor. Og jeg glæder mig til sammen med de dygtige medarbejdere og direktion, bestyrelsen, interessenterne og ejerne at bringe dette projekt videre. Gennem dialog og fælles forståelse kan vi bane vejen for en succesfuld investering til gavn for hele befolkningen og Grønland,” udtaler Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse.

Mange bestyrelsesposter
Foruden Kjeld Zacho Jørgensen består bestyrelserne i Kalaallit Airports Holding a/s og Kalaallit Airports Domestic a/s  også af Christian Berg, der til daglig er lufthavnschef i Sønderborg Lufthavn. Herudover er der Finn Gaarsmand og Niels Thomsen, mens Kalaallit Airports International a/s tillige har Merete Eldrup og Marlene Haugaard i bestyrelsen.

Kjeld Zacho Jørgensen er bosat i Bergen, hvor han er bestyrelsesmedlem i universitetshospitalet Helse Bergen. Han er netop trådt ud af bestyrelsen i Air Greenland samt i Greenland Travel og Hotel Arctic i Ilulisat.

I Danmark er der formandsposter i Rejsegarantifonden og Dansk Kyst- og Naturturisme, og herudover optræder Kjeld Zacho Jørgensen som menigt medlem i bestyrelserne for Det Nationale Turismeforum og samt den rådgivende ingeniørvirksomhed Niras.

På det seneste har der været et uvelkomment fokus omkring Rejsegarantifondens bestyrelse, hvor Kammeradvokaten skal se nærmere på Rejsegarantifonden og bestyrelsens rolle i forbindelse med den nylige konkurs i Bravo Tours, hvor der er udsigt til, at fonden kan blive påført et tab på mellem 100 og 150 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Dansk lufthavnschef i bestyrelsen for grønlandske lufthavne

Bestyrelsesformand stopper i grønlandsk lufthavnsselskab

Fra Billund til formandspost i Air Greenland