Billund Lufthavns administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen (.t.h.) byder velkommen til passager nummer 3.000.000.

To-årig blev nummer tre million

En to-årig pige fra Aarhus blev passager nummer tre million i 2016 i Billund Lufthavn.

Billund Lufthavns administrerende direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, måtte langt ned i knæ, da han onsdag aften skulle sige tillykke til den passager, der gik gennem lufthavnen som nummer tre million i år. Det var nemlig den to-årige aarhusianske pige Milia, der sammen med sin familie vendte hjem fra Gran Canaria til champagne, chokolade og blomster.

Der var både glæde og overraskelse at spore hos den heldige passager. Med lys i øjnene åbnede hun pakkerne, der fulgte med æren. Hendes mor satte ord på oplevelsen:

”Det var en dejlig velkomst efter en skøn ferie. Det her var lidt overvældende at komme hjem til, og lidt vildt at Billund Lufthavn er blevet så stor en lufthavn,” siger Lykke Skjerbæk, der er studerende fra Aarhus.

Kun 4.000 passagerer
Det er første gang i Billund Lufthavns 52 år lange historie, at mere end tre mio. passagerer går gennem lufthavnen i løbet af et år. Det er ikke kun på passagersiden, at Billund Lufthavn har været igennem en markant vækst. I dag har lufthavnen direkte forbindelser til over 90 destinationer.

”Flyselskaberne og charterbureauerne udvider hele tiden med nye destinationer, der giver vores passagerer flere og flere muligheder for at komme ud i verden. I år er det blandt andet blevet til nye ruter til London Heathrow og Helsinki, som giver et væld af muligheder til at nå resten af verden,” fortæller Kjeld Zacho Jørgensen da han er kommet op igen efter at have givet hånd til Milia.

Billund Lufthavn åbnede i 1964 og havde det år kun 4.000 passagerer. Det skyldtes at lufthavnen først åbnede i august. I 1987 passerede man en million passagerer og i 1997 rundede man to millioner mærket.

Inden året er omme ventes Aalborg Lufthavn at have rundet 1,5 mio. passagerer, mens Københavns Lufthavn sandsynligvis passerer de 29 mio. passagerer.

 

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn når milepæl i dag

Billund få dage fra milepæl

Billund runder tre millioner passagerer i 2016

Ny årsrekord i Billund Lufthavn