To danske flyselskaber vil flyve regionalt i Norge

Otte flyselskaber har afgivet tilbud til norske Samferdselsdepartmentet om at blive eneoperatør på en eller flere af 19 norske indenrigsflyruter, der skal have ny operatør fra 1. april 2012. Danish Air Transport og nordjyske North Flying er blandt de otte tilbudsgivere.

Det norske transportministerium kaldet Samferdselsdepartementet har i sidste uge afsluttet et åbent udbud på drift af samlet 19 regionale ruter i Norge.

Alle flyselskaber i EØS-lande har haft mulighed for at byde ind på ruterne, og det har resulteret i tilbud fra i alt 8 operatører. Af disse er to fra Norge (Widerøe og Helitrans), to fra Sverige (Svenska Direktflyg og NextJet), et fra Litauen (DOT LT)samt et selskab fra Estland (Avies). Endelig er der to danske luftfartsselskaber blandt tilbudsgiverne.

Det er henholdsvis Danish Air Transport A/S i Vamdrup og North Flying A/S fra Aalborg. DAT flyver allerede i dag på en række norske indenrigsruter, blandt andet også de udbudte ruter mellem Florø og Oslo samt Florø og Bergen. Herudover flyver datterselskabet litauiske DOT LT mellem Røros og Oslo.

North Flying operererderimod i dag en enkelt rute mellem Ørland og Oslo under navnet Air Norway og i samarbejde med Ørland Kommune.

Optimisme hos DAT

Hos Danish Air Transport er administrerende direktør Jesper Rungholm optimistisk i forhold til selskabets bud på Florø-ruterne.

“Vi tror, at vi har gode chancer for at genvinde kontrakten. Vi har i hvert fald lagt et bud ind, der er konkurrencedygtigt.“

Derimod er det tvivlsomt, hvorvidt datterselskabet DOT LT kan sikre sig en ny kontraktperiode på ruten mellem Røros og Oslo. Her er der 5 – 6 operatører inde som budgivere.

“Vi er stærkt i tvivl om, hvorvidtvi genvinder Røros. Vi har generelt setikke budt på så meget, som vi kunne. Vi har lagt nogle begrænsninger, da vi starter yderligere to ruter op fraRygge fra begyndelsen af januar måned,“ siger Jesper Rungholm, der af konkurrencemæssige årsager ikke ønsker at oplyse, hvad der konkret er budt på.

Men et godt bud vil være ruter til en eller flere af følgende lufthavne: Evenes
Brønnøysund, Tromsø, Andenes, Lakselv og Sandnessjøen, hvor selskabets ATR-kapacitet er velegnet.

Tavshed hos North Flying

Hos det Aalborg-baserede North Flying holder man også kortene tæt til kroppen. Selskabet har fire fly af typen Fairchild Metro 23 til 19 passagerer, der vil være velegnet til ruter som Røros-Oslo og Fagernes-Oslo. Sidstnævnte rute har i øvrigt tidligere haft North Flying som operatør.

“Ingen kommentarer,“ lyder det fra Chief Commercial Officer, Jef Vinther Sørensen, når der bliver spurgt ind til, hvilke ruter selskabet har budt på.

Der er nemlig meget stor opmærksomhed fra de norske medier omkring udbuddet, og operatørerne ønsker ikke at forstyrre beslutningsprocessen ved at oplyse budstørrelser og ruteønsker, så længe, der ikke foreligger en endelig rutetildeling.

Luftfartsselskabernes konkrete tilbud går ud på at oplyse, hvor stort et årligt driftstilskud den norske stat skal levere i kontraktsperioden.Men det er til stadighed den enkelte operatør, der løber risikoen med fluktuationer i brændstofpriser, valuta m.v. i kontraktsperioden.

Tilbud på 19 ruteområder

I alt 19 ruteområder er omfattet af det norske udbud og er inddelt i to kontraktsperioder, der løber fra 1. april 2012 i en periode på henholdsvis fire og fem år.

Kontraktsperiode: 1. april 2012 – 31. marts 2017

Ruteområde 1 Lakselv–Tromsø
Ruteområde 2 Andenes–Bodø, Andenes–Tromsø
Ruteområde 3 Harstad/Narvik – Tromsø
Ruteområde 4 Svolvær–Bodø
Ruteområde 5 Leknes–Bodø
Ruteområde 6 Røst–Bodø
Ruteområde 7 Narvik (Framnes)–Bodø
Ruteområde 8 Brønnøysund–Bodø, Brønnøysund–Trondheim
Ruteområde 9 Sandnessjøen–Bodø, Sandnessjøen–Trondheim
Ruteområde 10 Mo i Rana–Bodø, Mo i Rana–Trondheim
Ruteområde 11 Mosjøen–Bodø, Mosjøen–Trondheim
Ruteområde 12 Namsos–Trondheim, Rørvik–Trondheim

Kontraktperiode: 1. april 2012 – 31. mars 2016

Ruteområde 13 Florø–Oslo, Florø–Bergen
Ruteområde 14 Førde–Oslo, Førde–Bergen
Ruteområde 15 Sogndal–Oslo, Sogndal–Bergen
Ruteområde 16 Sandane–Oslo, Sandane–Bergen
Ruteområde 17 Ørsta-Volda–Oslo, Ørsta-Volda–Bergen
Ruteområde 18 Fagernes–Oslo
Ruteområde 19 Røros–Oslo

Valg af flyselskaber og tildeling af ruteområder sker efter en vurdering af de indkomne tilbud. Vurderingen sker i samarbejde mellem Samferdselsdepartementet og Luftfartstilsynet.Afgørelsen forventes at blive offentliggjort i slutningen af december måned eller lige i begyndelsen af det nye år.