(Foto: Benedikt Gunnar Ofeigsson)

To vulkanadvarsler på Island

Søndag morgen var der et nyt vulkanudbrud nær Holuhraun, der udløste en “rød“ advarsel for flyvningen. Mandag morgen ændredes koden for Bardarbunga-vulkanen sig atter til det lavere niveau “orange“, mens Askja fastholder den gule kategori.

Det rumler stadig i den islandske undergrund. Søndag morgen startede et lavaudbrud i Holuhraun-området omkring en kilometer nord for det område, hvor der var et udbrud i fredags.

Søndagens udbrud medførte en lavastrøm med en længde på tre kilometer og omkring en kilometer i bredden. Lavastrømmen var 10 gange så voldsom i forhold til fredagens udbrud.

“Udbruddet er et meget roligt lavaudbrud og kan næsten ikke registreres på seismometrisk måleudstyr,“ hedder det i en meddelelse fra Islands meteorologiske myndigheder.

På trods heraf valgte de islandske myndigheder søndag atter at opgradere vulkanudbruddet til rød kategori, som er den højeste advarselskategori for luftfarten. Mandag morgen var der dog atter reduceret fra rød til orange. Herudover blev der indført gul kategori for den nærliggende Askja-vulkan, der er forbundet med Bardarbunga.

Kun risiko ved skælv under gletsjer
Der er endnu ingen gener for luftfarten, så længe udbruddene ikke kommer i nærheden af de massive gletsjers i området. Risikoen for en askesky er nemlig størst, når der sker et skælv under en gletsjer, hvor smeltevand og magma (smeltet klippemateriale, red.) omdannes til askepartikler.

Lige nu er der indført en flyveforbudszone i en afstand på 6.000 fod fra vulkanudbruddet, hvilket vil sige op til en flyvehøjde på 1.800 meter. Marchhøjden for civile passagerfly ligger på omkring 10.000 meter, hvorfor det ikke umiddelbart har en indvirkning, medmindre der er tale om et ind- eller udflyvningsområde.

Vejret i området omkring vulkanen var meget dårligt i løbet af søndagen, hvorfor det var vanskeligt for seismiske eksperter at komme tæt nok på til at følge vulkanudbruddet.