Togrejser til Hamburg og Berlin hitter

DSB Rejsebureau har lige nu forrygende travlt med at sælge togrejser til blandt andet Hamburg og Berlin. ‘Vi prissætter rejserne på samme måde som flyselskaberne. Jo tidligere man bestiller sine billetter, jo større er chancen for at finde de helt billige løsninger,’ fortæller DSB Rejsebureau.

Der er rift om rejserne til Tyskland. Blandt andet hos DSB Rejsebureau i Nykøbing Falster, hvor rejserådgiverne forsøger at holde telefonkøen nede på et minimum.

Togrejser primært til Hamburg og Berlin står øverst på kundernes ønskeliste.Men også Interrail-pas til både de unge under 26 år, de halvunge over 26 og seniorerne over 60 år.

“Salg af turene til Tyskland lægger os næsten ned. Folk vil gerne ud at rejse i deres sommerferie, og det er jo her-og-nu, så vi har travlt,“ fortæller rejsebureauleder Johnny Andersen.

De billigste billetttyper markedsført under navnene Sightseeing-billetter og Orange-billetter har der været størst efterspørgsel efter. Det er også disse billettyper, der har den største rabat inkluderet.

“Vi prissætter rejserne på samme måde som flyselskaberne. Jo tidligere man bestiller sine billetter, jo større er chancen for at finde de helt billige løsninger. Booker man først sin billet kort tid før, man vil ud at rejse, er billetterne dyrere,“ fortæller Johnny Andersen.

Mange kunder vælger en hotelpakkeinklusive togrejsen, når de bestller rejser gennem DSB Rejsebureau til eksempelvis Berlin eller Prag.

“Rejser handler om tillid, og det er vi gode til. Folk vil gerne opleve følelsen af sikkerhed og tryghed, og den får de hos os. De behøver ikke bestille rejsen på nettet eller i telefonen. De kan komme ned til os, stå ansigt til ansigt og mærke, at vi gør alt for at sikre, at de får den rejse, de drømmer om.“

Lige nu er det Tysklands-rejser, som DSB Rejsebureau i stor stil langer over disken. Men salget af rejser til andre rejsemål og med andre transportmidler står også højt på agendaen. Det gælder for eksempel rejser med Hurtigruten i Norge samt flyrejser til USA og Thailand.

Foto: Flemming Karlsen