Togstrejke i England umiddelbart efter Påske

Knapt er strejken hos British Airways-kabinepersonalet afsluttet, før endnu en strejke træder i kraft – denne gang på landjorden. Omkring 12.000 ansatte hos Network Rail vil gå i strejke fra 6. – 9. april.

Knapt er flystrejken hos British Airways afsluttet, før de rejsende skal belave sig på nye strejker. Denne gang på landjorden.

Omkring 12.000 Network Rail-ansatte samt 800 medlemmer i TSSA-fagforeningerne vil gå i strejke fra kl. 06.00 den 6. april frem til og med kl. 23.59 den 9. april.

Det forventes at skabe store problemer for togtrafikken i England umiddelbart efter Påske.Kun omkring20 % af alle togafgangene forventes gennemført, mens resten må aflyses. Alle signal-medarbejderne vil strejke fra kl. 06.00 – 10.00 og igen fra kl. 18.00 – 22.00 på de nævnte datoer, mens vedligeholdelsespersonale vil strejke døgnet rundt.

Strejken har sin baggrund i en strid i forbindelse med reduktion af 1.500 stillinger indenfor vedligeholdesafdelingen hos Network Rail. Medarbejderne frygter, at sikkerheden vil blive truet med så store nedskæringer. Der hævdes ligefrem, at det uvægerligt vil føre til nye togkatastrofer som eksempelvis Hatfield, Potters Bar eller Grayrigg.

Det er den første nationale togstrejke i England i 16 år og rejsende opfordres til at ændre deres rejseplaner de pågældende dage.