Top Rejser præsenterer nyt overskud

Hos det Haderslev-baserede erhvervsrejsebureau Top Rejser A/S steg bruttoresultatet til over 8,4 millioner kroner i regnskabsåret 2010/11. Efter skat blev overskuddet på knap 1 million kroner. Top Rejser har nu aktivt taget hul på online-booking til erhvervskunderne.

Fra hovedkontoret på Storegade i Haderslev drives et givtigt rejsebureau med afdelingskontorer i Sønderborg og Esbjerg.

Top Rejser A/S, dersælger og producerer rejser herunder forretningsrejser og grupperejser,præsterede sidste år et overskud på knap 1 million kroner.

Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab, der løb fra 1. oktober 2010 til 30. september 2011.

Selskabet oplyser ikke omsætningstal, men bruttoresultatet steg til 8.462.218 kroner i regnskabsåret 2010/11.

Samtidig steg resultatet før skat hele 19 procent til 1.284.761 kroner, og på bundlinjen var der 933.095 kroner tilbage, når skatten var betalt. Dermed steg egenkapitalen så den ved årets udgang udgjorde 3,2 millioner kroner.

Top Rejser blev grundlagt i 1979 af Jens Rasmussen og har siden 1983 været autoriseret IATA agent. I 2008 foretog Top Rejser A/S et generationsskifte, hvor virksomheden blev overtaget af ledende medarbejdere.

Ledelsen varetages af administrerende direktør Michael Prehn Krabbe Skousen og selskabet ejes af Top Rejser Holding ApS.

Nu også med online-løsninger

Virksomheden blev grundlagt ud fra et mantra om ”ansvar og god service”, og det holdt man fast ved, så langt det overhovedet var muligt. Men indenfor de senest 2-3 år blev presset fra erhvervskunderne for stort, således også Top Rejse måtte overgive sig og tilbyde online booking-systemer til kunderne.

Med det såkaldteBusiness ONLINE, der er en branded version af Amadeus e-Travel Management, er der mulighed for købe flybilletter, hotelovernatninger og lejebil til nettopriser. Blandt andet kan der bookes flybilletter hos Ryanair, Norwegian, Easy Jet, Cimber Sterling og mange flere, og Top Rejser kvalitetskontrollerer, at man har købt den billigste rejse.

Med Business Online kan man også benytte et mere avanceret modul, der giver rejsebestilleren eller en kollega mulighed for at booke og administrere rejser for hinanden.Endelig har selskabet udviklet en App til Iphone og smartphone.

Der er indtil videre en kreds på knapt 30 virksomheder, der benytter sig af Top Rejser´s online-system. Der er tale om virksomheder som Dancopter, Dansani, ECCO, Eksportforeningen, Grontmij, Hede Danmark, Linak og Lodam.

Top Rejser deltager i forskellige netværk og partnerskaber, herunder det danske Rejsepartnerne, der består af fire privatejede erhvervsrejsebureauer med et samlet årligt indkøb på over 500 millioner kroner.

På internationalt plan er Top Rejser A/S med i ITP International Travel Partnership, der er et af de hurtigst voksende netværksalliancer mellem erhvervsrejsebureauer.