Travel Managers er bekymrede over priser

En undersøgelse blandt store britiske og europæiske rejseindkøbere viser, at den største bekymring for 2015 er flyselskabernes billetpriser.

Prisforhøjelser, manglende gennemsigtighed og svækket forhandlingsposition er de største bekymringer for de store europæiske virksomheders Travel Managers ved indgangen til 2015.

Det viser en undersøgelse blandt 179 britiske og europæiske rejseindkøbere forud for det store Business Travel Show, der afholdes i London den 25. og 26. februar.

En tredjedel af de adspurgte forventer godt nok, at bruge flere penge på rejser i 2015 og næsten halvdelen har udsigt til at skulle administrere flere rejser end sidste år.

På baggrund af undersøgelsen er der opstillet en liste over de 20 største udfordringer for Travel Managers i 2015. Flyselskabernes billetpriser kom som nævnt ind på førstepladsen tæt forfulgt af, hvordan der skal skabes effektiv omkostningskontrol samt muligheden for at sikre, at rejsepolitikken overholdes i de enkelte virksomheder.

Rejsesikkerhed har også en høj prioritet sammen med flyselskabernes tillægsydelser samt hvilken rolle, som erhvervsrejsebureauerne fremover skal have i samarbejdet med den enkelte virksomhed.

“Den største udfordring i 2015 for mig som rejseindkøber er, hvordan vi håndterer flyrejserne på grund af tillægsydelserne, NDC og forandringer i rejsemønstrene,“ siger indkøbschef Ruediger Bruss fra tyske Continental AG, der leverer dæk og bremsesystemer til bilindustrien.

Bæredygtighed mindre vigtigt
Undersøgelsen har været foretaget siden 2008, og i forhold til sidste års undersøgelse, er der nogle interessante variationer.

Sidste år toppede den nye distributionsmodel, NDC (New Distribution Capability), listen over den største udfordring i 2014, selvom punktet overhovedet ikke optræder på listen i 2015. Interessant er det også at se, at bæredygtighed kom ind på en fjerdeplads i 2014, mens emnet er havnet som nummer 13 på liste i undersøgelsen for 2015.

Konkurser hos flyselskaber var også noget, der bekymrede de store rejseindkøbere ved indgangen til 2014, men emnet lader ikke til at være aktuelt i 2015

Generelt set viser undersøgelsen, at Travel Managers har massive udfordringer i en branche, hvor den teknologiske udvikling med mange salgskanaler gør det vanskeligt at skabe overblik og fornøden kontrol.

“Der er ingen tvivl om, at rejseindkøbere stadig pressede til at købe mere intelligent, forhandle hårdere og strække deres budgetter for at nå de maksimale resultater,“ siger David Chapple, der er ansvarlig for Business Travel Show som årlig event.