Travelmarket i samarbejde med verdens største gratisavis

Travelmarket A/S i Vejle, der har specialiseret sig i udvikling af søgemaskinetjenester og webproduktion til rejsebranchen, har netop indgået en global samarbejdsaftale med verdens største gratisaviskoncern, METRO International.

Rejsesøgemaskinen Travelmarket udvider nu den omfattende portefølje af samarbejdsaftaler med mediepartnere.

Denne gang er det ingen mindre end verdens største gratisavis, METRO International, der skal skal have integreret produkter fra Vejle-virksomheden på en ny rejseportal kaldet METRO Travel.

Travelmarket skal levere webplatformen og rejsesøgemaskine til websiden som lanceres i de lande, hvor METRO udgiver sine gratisaviser. Der er tale om 19 lande i Europa, Asien, Australien og Nordamerika.

Rejsebranchen er et stort og vigtigt kundesegment for METRO International, som vil udbygge annoncesamarbejdet med rejsebranchens selskaber. Derfor har man ønsket at lancere rejseportalen METRO Travel, hvor selskaberne kan tilbydes målrettet online annoncering og salg af deres produkter.

”Vi ønsker at vores læsere af METRO på rejseportalen METRO Travel finder et optimalt udbud af billige flybilletter, hoteller og rejsetilbud fra rejsebranchens selskaber, kombineret med vores stærke redaktionelle indhold. Derfor har vi valgt at samarbejde med Travelmarket, der har udviklet rejsesøgemaskiner, som kan tilpasses METRO Travel i forskellige markeder,“ udtaler Alex Greidinger, Global Project Manager Online hos Metro International.

METRO International vil præsentere tusindvis af rejseartikler og city guides via sit store internationale netværk, og samtidig får rejsebranchens selskaber via en online adgang mulighed for at opdatere sine rejsetilbud og annoncer i rejseportalen.

De første METRO Travel rejseportaler forventes lanceret i 1. kvartal 2011 i udvalgte markeder. METRO er verdens største internationale avis med over 17 mio. daglige og 37 mio. ugentlige læsere. Den gratis avis udgives i mere end 100 storbyer i 19 lande. METRO International er en svenskejet virksomhed med base i Luxembourg men med operativt hovedsæde i London.

Udover det nye samarbejde med METRO Internationalhar Travelmarket en imponerende track-record af aftaler med mediepartnere med bl.a Guide.dk (Jyllands-Posten), Rejs.dk (Jyllands-Posten), Rejseliv.dk (Berlingske), Pleasure.dk (Dagbladet Børsen), Ferieliv.dk (Søndagsavisen), billetlugen.dk, dba.dk, rejseavisen.dk, Vagabond REJS og Nordjyske.dk.

Travelmarkets hovedaktionær (70,8 procent) er Richard Bunck, der også er kendt som udgiver af den danske gratisavis Søndagsavisen. Direktør Ole Stouby ejer 23,8 procent af aktierne, mens resten flyder i fri handel på den alternative markedsplads NASDAQ OMX First North.