Tre CPH-ruter får ny boardingkort-app

Hos easyJet har man netop indledt afprøvningen af mobile boardingkort fra udvalgte lufthavne. Tre af disse lufthavne har ruter til København.

Det bliver nu meget lettere at holde styr på sit boardingkort, når man rejser med easyJet. I hvert fald fra de seks lufthavne, som selskabet har udvalgt til testlufthavne for sit nye mobile boardingkort. EasyJet har ruter til København fra tre af disse lufthavne, hvorfor også danske rejsende kan få chancen for at prøve det mobile boardingkort, som er en del af easyJets app til smartphones.

De tre lufthavne er London Stansted, Manchester og Edinburgh, hvor det fra 30 dage og indtil to timer før afgang er muligt både at checke ind og downloade boardingkort med appen. Det hele kan ifølge easyJet klares på blot ti sekunder, hvilket skulle gøre den til verdens hurtigste af sin slags.

”Vi er meget glade for at afprøve det mobile boardingkort, som vi ved, har været et efterspurgt tillæg til vores prisbelønnede app. Vores app er den hurtigste på markedet indenfor flyselskaber, og det mobile boardingkort er det næste vigtige skridt i retning mod vores mål om at gøre det både nemt og overkommeligt i pris at rejse,” fortæller Peter Duffy, Marketings Direktør i easyJet.

Prisvindende app
Hos easyJet har man også taget sig tiden til at udvikle et velfungerende koncept. Lignende mobile boardingkortsystemer kendes allerede fra en række flyselskaber, hvorfor det på ingen måder er det første af sin slags.

Til gengæld er den måske på vej til at blive blandt de bedste. Det mobile boardingkort er en integreret del af easyJets eksisterende app, som alene i 2012 vandt fire priser og i skrivende stund er hentet 4,5 mio. gange.

Dermed er der meget, som tyder på, at det mobile boardingkort vil blive taget godt imod. EasyJets app tilbyder blandt andet muligheden for at søge og booke rejser, tilføje bagage og sportsudstyr til sin booking samt tjekke status på fly. Og nu er check-in og download af boardingkort også kommet til.

Ekspansion på vej
Selvom det i første omgang kun er seks lufthavne, som easyJet tilbyder at bruge det mobile boardingkort i, er visionen at udvide systemet.

Planen er på sigt at ekspandere det mobile boardingkort til alle lufthavne i easyJets netværk, og dermed også København. Herfra har easyJet i dag tolv ruter. Men udviklingen af appen stopper langt fra her, fortæller Peter Duffy videre.

”Senere i testperioden vil man også kunne downloade flere boardingkort til samme mobil, så familier kan checke ind samlet via den samme mobiltelefon eller enkeltvis, afhængigt af hvad de foretrækker.”

Ifølge easyJet er appen designet, så den er enkel at bruge. Blandt andet fortæller appen, om man allerede er checket ind. Efter check-in gemmes boardingkortet på telefonen, hvilket gør internetadgang unødvendigt, når boardingkort skal præsenteres ved gaten.

EasyJet forventer, at mange vil tage den nye app til sig. Det forbliver dog fortsat muligt at checke ind på en computer via easyJets hjemmeside og herefter enten printe boardingkortet eller downloade det til sin mobiltelefon.

Appen er i første omgang tilgængelig på iPhone og Android, og senere i år tilføjes Windows Phone 7/8 og Blackberry.